Karantæne-flow

Dag et-eller-andet i et land der er lukket. Ned. I hvert fald lidt endnu. I en tid hvor den primære kontakt til omverden er foregået via hullet i bagboens hæk kan jeg ikke længere skelne dagene fra hinanden. Naboens to katte hvæser dovent af mig hver morgen på hovedtrappen. I en foranderlig tid holder de på deres helt egen facon fast i hverdagens rytme.

Dag et-eller-andet i et land der er lukket. Ned. I hvert fald lidt endnu. I en tid hvor den primære kontakt til omverden er foregået via hullet i bagboens hæk kan jeg ikke længere skelne dagene fra hinanden. Naboens to katte hvæser dovent af mig hver morgen på hovedtrappen. I en foranderlig tid holder de på deres helt egen facon fast i hverdagens rytme.

Arbejder. Bearbejder. Hjemmefra. Prøver at dele opmærksomheden ligeligt mellem kåde chefer og rastløse unger. Ængsteligheden ulmer, men må tilpasse mig. I første omgang med et intermistisk kontor på soveværelset. Ovenpå. Op og ned af trappen. Til morgenmad. Frokost. Og eftermiddagskage. Praktisk. For kage er ikke et sted hvor man går på kompromis. Slet ikke i en krisetid. Nedlukningen dæmper måske forbruget men madbudgettet sprænger alle rammer. Det ser jeg nu i spejlet. Ulempen ved at have indrettet kontor i soveværelset. Med krum ryg og løftede skuldre betragter jeg mig selv. Skjorten gaber mellem knapperne. En tand mere end i går. Forsvinder. Ind i navlepilleriet. Kun sirenesangen fra online-chefens kalenderinvitationer får mig til at løfte blikket.

Landet er lukket ned men ungerne er tilbage i institution. De er glade. Ungerne. Men den føltes alligevel underlig. Beskeden. Om at det hele tager tilløb til at åbne igen. Hurtigere end først antaget. I tæt parløb med en underliggende rastløshed sidder jeg med en følelse af at komme til at savne det hele. Vores egen lille familieboble. Jeg har ikke noget i klemme i krisen. Endnu. Hverken økonomisk eller helbredsmæssigt. Frygten er der. Måske. Men det er ikke den primære årsag til den spirrende ængstelighed. Det til trods har jeg nydt tiden. En tid hvor man har været tvunget til at blive hjemme. Holde sig fra at lave planer. Eller deltage i planer andre plejer at lave for én. Ingen forpligtelser eller dårlig samvittighed.

Er så småt begyndt at stikke hovedet lidt længere ud igennem hækken. Igen. Forsøger at vende mig til tanken. Og be’r til at jeg en dag kan komme til at passe skjorten igen.

Provinsfar

Syltetøj

Som med så mange andre ting i disse dage stiger familiens indtag af syltetøj. Eksponentielt. Vi er løbet tør. Ikke for gær. Så vi bager. Kan dog ikke få mig selv til at skrive til min mor og bede hende stille lidt af hendes hjemmelavede ud på trappestenen. Men mærker desperationen. Jeg håber derfor hun læser dette opslag....

Som med så mange andre ting i disse dage stiger familiens indtag af syltetøj. Eksponentielt. Vi er løbet tør. Ikke for gær. Så vi bager. Kan dog ikke få mig selv til at skrive til min mor og bede hende stille lidt af hendes hjemmelavede ud på trappestenen. Men mærker desperationen. Jeg håber derfor hun læser dette opslag…

Gør det nære. Værre.

Aftensmad. Måltidet der binder familien sammen i en ellers fortravlet hverdag. Nærvær. Antageligt. Herhjemme gør måltidet det nære. Værre. Gråd. Forhandling. Anerkendelse. Trussel. Ordre. Forsøger med noget nyt. Lakselasagne. Succesen er til at overse.

Aftensmad. Måltidet der binder familien sammen i en ellers fortravlet hverdag. Nærvær. Antageligt. Herhjemme gør måltidet det nære. Værre. Gråd. Forhandling. Anerkendelse. Trussel. Ordre. Forsøger med noget nyt. Lakselasagne. Succesen er til at overse. Lasagne i sig selv får den ældste til at græde. Sætter stemningen for resten af måltidet. Den yngste stemmer i. Kommer i tanker om at hun heller ikke kan lide maden. Pasta. Laks. Hver for sig. Fint. Men altså ikke lag. På lag. Jeg stempler ud. Ved at stemple ind. Lige meget hjælper det. Den hysteriske gråd intensiveres. Hver dag et nyt niveau. Jeg lukker øjnene. Spekulerer på om ungerne vil tænke tilbage på lige netop dette øjeblik. Den dag de selv bliver voksne. Reflektere over opvæksten på samme måde som deres far, der med rædsel mindes hans egen barndom. Forældre der aldrig serverede andet end stegt lever på en hverdagsaften. Gråd. Forhandling. Anerkendelse. Trussel. Ordre. Undtagen de dage hvor det var min far der stod for hovedretten. Hjemmelavet pizza med makrel. I tomat. Den eneste ret jeg har taget med mig ind i voksenlivet. Mine egne børn elsker den. Pizzaen. Makrellen. Nærværet vinder indpas. Jeg begynder at forstå min far på et dybere plan. Har på fornemmelsen at lakselasagnen med spinat går i glemmebogen. Med tiden. På samme måde som den stegte lever.

Buffet – igen

Det er skønt med ferie.⁠
Resort.⁠
Buffet døgnet rundt.⁠
Pandekager til morgen.⁠
French Fries til frokost.⁠
Og alt derimellem. Til aften.⁠
Eneste ulempe med den buffet.⁠
Er at man er oppe. På vandring.⁠
Hele tiden efter mad.⁠
Mens den anden.⁠
Holder øje med ungerne.⁠
Jeg har ikke snakket med min kone i en uge.⁠
Sådan rigtigt.⁠
Gad vide hvordan hun egentlig har det.⁠
Uhh…..de har vafler i dag! Den var ny.⁠⁠

Det er skønt med ferie.⁠
Resort.⁠
Buffet døgnet rundt.⁠
Pandekager til morgen.⁠
French Fries til frokost.⁠
Og alt derimellem. Til aften.⁠
Eneste ulempe med den buffet.⁠
Er at man er oppe. På vandring.⁠
Hele tiden efter mad.⁠
Mens den anden.⁠
Holder øje med ungerne.⁠
Jeg har ikke snakket med min kone i en uge.⁠
Sådan rigtigt.⁠
Gad vide hvordan hun egentlig har det.⁠
Uhh…..de har vafler i dag! Den var ny.⁠⁠

Chiang Mai Belly

Lige så vidunderlig en spicy nuddelret er når den indtages på en plastikstol under den tropiske nattehimmel. Lige så ubehagelig er den når den kommer op igen. Et par timer senere. Med hovedet i et long drop. Lige til den disciplin foretrækker jeg nok det mere smagløse, danske køkken...⁠

Lige så vidunderlig en spicy nuddelret er når den indtages på en plastikstol under den tropiske nattehimmel. Lige så ubehagelig er den når den kommer op igen. Et par timer senere. Med hovedet i et long drop. Lige til den disciplin foretrækker jeg nok det mere smagløse, danske køkken…⁠

Pusterum

Sendt i byen for at handle. Distræt da jeg endelig når frem til Kvickly. Kæmper med at huske de tre ting på indkøbssedlen som stadig ligger derhjemme. På køkkenbordet. Blikket flakker. Febrilsk. Igennem hylden med delikatesser. De begyndende svedperler møder kulden fra frysedisken. Panden bider. Kigger op. Rundt. Omkring mig ser jeg kun kvinder på min egen alder. Godt og vel. Lige bortset fra en ældre dame der målrettet triller mod hylden med fernet branca. Supermarkedets neonbelysning afslører salige, omend trætte, blikke. Kvinderne. Ude for at udnytte en sjælden mulighed for at komme væk. Hjemmefra. Blot for en stund. Også selvom den primært består af et smut forbi frugt og grønt. Og pålægshylden til næste uges madpakker. Oser blidt forbi udvalget af konserves. Tomat. Mængden af makrel i indkøbskurven afslører at de er mødre. På jagt efter de små oaser i hverdagen. Trække vejret og tænke på sig selv. Med eller uden slagtilbud på køkkenruller. Jeg tørrer sveden af panden. Tager chancen og griber ud efter noget økologisk. Så kan det da ikke gå helt galt. Triller hjem.