Vil du have havregrød?
Hvad så med havregryn?
Grov- eller finhvalsede?
Hvad med müesli, måske?
Eller yoghurt? Uden noget?
Et stykke brød?
Eller en bolle med ost? Syltetøj?
Hvad så med et knækbrød? Banan?
Står tidligere og tidligere op.
For at have tid. Til morgenmaden.
Burde nok i stedet stramme lidt mere op.
Overfor mine børn.
Stadig isoleret. Ungerne synes upåvirkede af situationen. Kaster på skift valnødder ind ad døren til mig som var jeg en abe i bur. Her far!
Aftensmad. Måltidet der binder familien sammen i en ellers fortravlet hverdag. Nærvær. Antageligt. Herhjemme gør måltidet det nære. Værre. Gråd. Forhandling. Anerkendelse. Trussel. Ordre. Forsøger med noget nyt. Lakselasagne. Succesen er til at overse. Lasagne i sig selv får den ældste til at græde. Sætter stemningen for resten af måltidet. Den yngste stemmer i. Kommer i tanker om at hun heller ikke kan lide maden. Pasta. Laks. Hver for sig. Fint. Men altså ikke lag. På lag. Jeg stempler ud. Ved at stemple ind. Lige meget hjælper det. Den hysteriske gråd intensiveres. Hver dag et nyt niveau. Jeg lukker øjnene. Spekulerer på om ungerne vil tænke tilbage på lige netop dette øjeblik. Den dag de selv bliver voksne. Reflektere over opvæksten på samme måde som deres far, der med rædsel mindes hans egen barndom. Forældre der aldrig serverede andet end stegt lever på en hverdagsaften. Gråd. Forhandling. Anerkendelse. Trussel. Ordre. Undtagen de dage hvor det var min far der stod for hovedretten. Hjemmelavet pizza med makrel. I tomat. Den eneste ret jeg har taget med mig ind i voksenlivet. Mine egne børn elsker den. Pizzaen. Makrellen. Nærværet vinder indpas. Jeg begynder at forstå min far på et dybere plan. Har på fornemmelsen at lakselasagnen med spinat går i glemmebogen. Med tiden. På samme måde som den stegte lever.
Lige så vidunderlig en spicy nuddelret er når den indtages på en plastikstol under den tropiske nattehimmel. Lige så ubehagelig er den når den kommer op igen. Et par timer senere. Med hovedet i et long drop. Lige til den disciplin foretrækker jeg nok det mere smagløse, danske køkken…
Det her er mit spot. Husets sjæl. Nerve. I overgangen mellem køkken. Og have. Leverpostej. Og trampolin. Hvis jeg var ryger ville det være her jeg dulmede nerverne med en smøg. Eller opkvikkede farkroppen med en sort kop kaffe. Det gør jeg ikke. Men jeg sidder her. Hele sommeren. Nyder matriklens sidste aftensol. Imens konen putter ungerne. Og når de ikke sover sidder de lige her. Leger. Synger. Plager. Om is. Jordbær. Chokolade. Knækbrød. Saftevand. Og jeg giver mig. Fordi jeg er for blød. Og fordi det er her jeg vil sidde sammen med dem. Det er herfra min verden går. Sådan er det i hvert fald blevet. Herfra man smuglytter til naboens samtaler. Herfra man bliver mindet om at det er tid til at slå græsset. Klippe hækken. Herfra jeg ser mine børn udføre ting på trampolinen som de ikke var i stand til sidste år. Det er det første sted jeg satte mig da vi overtog huset. Skræmt. Fra vid og sans. Over udsigten til et uoverskueligt byggeprojekt. Og en gravid kone. Det bliver sikkert også det sidste sted jeg sætter mig. Den dag jeg er tvunget til at sælge. Fordi knæene ikke kan klare trapperne. Eller fordi alderen gør mig for forvirret til at passe det. Så vil jeg sætte mig her. Og tage det hele ind. Det her er mit spot.
@provinsfar
Provinsfar 