Tag: minder

Mindeord – på en måde

Tænker. På dig. På hvad har du betydet. Fyldt. Hos mig. I det store billede blot en parentes. Alligevel fylder du hele hovedet i disse dage. Påvirker humøret når jeg tænker på at du ikke er her længere. Hvad gik dig på? Hvad gjorde at du ikke længere ville stå. Gå. Videre. Du er ikke den første jeg kender der har sagt farvel. Før tid. Og efter eget valg. Alligevel forstår jeg det ikke. Fik depressionen overtaget. Håbløsheden. Eller kærligheden. Mens jeg sidder her og tænker på dig forsøger jeg at forstå meningen med det hele. En tåre presser sig på. Men vil ikke ud. Pakker den i stedet ind. Gemmer den væk. Ned. Til alle de andre ting man samler på og ikke kan forstå. Livet går videre. Man forbliver en parentes. For nogen er den større end andre. Men livet går videre. Bladrer igennem nyhedsstrømmen. Seneste breaking diskuterer hvorvidt hæve-sænke-borde på hjemmearbejdspladsen skal sikres ved lov. Og ret. Menneskeligt. Måske. Og alligevel helt absurd. Vi fordyber os i retten til at stå op. Hjemme. Men ænser ikke dem der bare prøver at stå. Op. I årevis forsøger de at hæve sig over modløsheden, men ender i sidste ende med at sænke sig selv helt ned i mørket. Nu blot et minde. Ære være dit.

Det her er mit spot

Det her er mit spot. Husets sjæl. Nerve. I overgangen mellem køkken. Og have. Leverpostej. Og trampolin. Hvis jeg var ryger ville det være her jeg dulmede nerverne med en smøg. Eller opkvikkede farkroppen med en sort kop kaffe. Det gør jeg ikke. Men jeg sidder her. Hele sommeren. Nyder matriklens sidste aftensol. Imens konen putter ungerne. Og når de ikke sover sidder de lige her. Leger. Synger. Plager. Om is. Jordbær. Chokolade. Knækbrød. Saftevand. Og jeg giver mig. Fordi jeg er for blød. Og fordi det er her jeg vil sidde sammen med dem. Det er herfra min verden går. Sådan er det i hvert fald blevet. Herfra man smuglytter til naboens samtaler. Herfra man bliver mindet om at det er tid til at slå græsset. Klippe hækken. Herfra jeg ser mine børn udføre ting på trampolinen som de ikke var i stand til sidste år. Det er det første sted jeg satte mig da vi overtog huset. Skræmt. Fra vid og sans. Over udsigten til et uoverskueligt byggeprojekt. Og en gravid kone. Det bliver sikkert også det sidste sted jeg sætter mig. Den dag jeg er tvunget til at sælge. Fordi knæene ikke kan klare trapperne. Eller fordi alderen gør mig for forvirret til at passe det. Så vil jeg sætte mig her. Og tage det hele ind. Det her er mit spot.
@provinsfar