Tag: Moneymaker

Firmajulegave

Arbejdet har bedt mig vælge en julegave. Klik ind på en hjemmeside og vælg fra listen. Støvsuger. Højtaler. Keramik. Listen fortsætter. Sidste år fik man et gavekort til oplevelser. Mulighed for at udvide horisonten. I år. En liste med kolde ting. Løvblæser. Sengetøj. Stegepande. Jeg panikker. Vælg inden fredag. Ellers vælger vi for dig. Koldsveden sætter ind. Jeg kan ikke engang tage en beslutning om de store ting i livet. Det projekterer jeg ned på listen med dammaskdug. Stiksav. Glasskål. Tidløs. Ligegyldig hvilken tid vi lever i. Ligegyldig. Konen spørger hvad vi skal. Fremadrettet. I livet. Ungerne vil lege. Kommer til skade. FIFA vil have at jeg skal vende det blinde øje til. Fodbold. Det hele sitrer. STOP! Jeg er faktisk i gang med at vælge en støvsuger. Ledningsfri. Tror jeg. Jeg har til fredag med at vælge. Alle andre beslutninger må vente indtil da…

Single-banan

Søndag i advent

Søndag i advent. Har lige købt juletræets svar på single-bananen. I kender den godt. Af en eller anden årsag køber man aldrig en hel klase bananer. Man piller altid én fra. Det er ligegyldigt om der er fem eller seks bananer i en klase. Det handler vist om princippet. Derfor boomer supermarkedet af single-bananer. For hvem gider at købe én enkelt banan? Næ, hvis man kun har brug for én banan, vrider man den selvfølgelig af en klase med seks. Sådan er det. Tilbage ligger single-bananerne på hylderne og bliver trætte. Bløde.

Sådan et juletræ har jeg lige købt i den lokale spejderhytte. Et overset. Træt. Skævt. Juletræ. I disse madspildsdage så jeg dog ingen anden udvej end at tage én for holdet. Købe træet. På vej hjem i bilen prøver jeg at perspektivere min handling. Skal nemlig stå til regnskab derhjemme for at have købt et skævt træ med tynde grene. Sandheden er nok at det var mørkt. Koldt. Ungerne var på slæb og jeg greb det første træ jeg faldt over. Nu står træet og stråler i udestuen. Piv skævt. Men ungerne er oppe at køre for de har selv været med til at vælge det.

Slutter dagen med en tur i byen. Storbyen. Ind til julemarked og kulørte lamper. Ungerne er egentlig spist af med pebernødder. Æbleskiver. Smoothies. Bliver alligevel enig med min kone at give dem noget normal kost. Så vi hopper på restaurant. Tropper med vilje tidligt op på den restaurant i gaden med færrest besøgende. Vil helst ikke at forstyrre for mange gæster. Lyden af sugerør i tomme glas overdøver på skift “Driving Home for Christmas”. Kun afløst af den ældstes strømper der flyver igennem luften og lander i vindueskarmen. Menukortet mangler to sider. Desserterne er revet ud og ligger sammenkrøllet på bordet foran den yngste. Vi tager en rask beslutning og bestiller fiskefilet. Krøller de revne sider i lommen. Siger ikke noget. Smiler venligt på vej ud. Drikkepenge. Hvad der nu lige var i lommen. Undtagen dessertkortet.

Hjemme igen. Søndagen i advent er gået på hæld. Ungerne er puttet. Drømmer sødt om røget sild. Næppe. Forældrene har smidt sig foran TV’et. Ligger lydløst. To single-bananer på hver sin hylde i hjørnesofaen. Trætte. Og bløde.

Glædelig Jul,
Provinsfar

100 spir

100spir02

Finder mine yndlingsbukser her til morgen. Sammenkrøllet. Under sengen. Følelsen af at have vundet i lotto. I lommen ligger en pengeseddel. 100 kroner. Endnu mere krøllet end bukserne. Optur. Kontoen er nemlig tom. Eller i hvert fald i minus. Bruger dagen på cafe-hop i jagten på at komme af med min seddel. Svært. Storbyens hipster-centrum synes ikke at tage kontanter. Jeg kan swipe. Stripe. Paye. Zettle. Slice. Coine. Men jeg kan ikke få kontanter retur. Kassen er løbet tør for mønter. Med ét føler jeg mig fremmedgjort. I stedet må jeg gå hjem. Med et forhøjet minus på kontoen. Og en krøllet seddel i lommen. 100 kroner. I toget glæder mig til at komme hjem. Til provinsen. Her vil de helst undvære at jeg swiper. Striper. Payer. Zettler. Slicer. Coiner. Her kommer man faktisk længst med en krøllet seddel. 100 kroner. Optur.

@provinsfar

Lidt ude af takt

Diskotek

Har for en gang skyld forvildet mig i byen. Forladt den formelle julefrokost med arbejdet og sneget mig ud til en flok venner fra fodbold. Gode gutter. Fra dengang man stadig havde en forestilling om det kunne blive til noget. Fodbolden. Ender på et diskotek. Aner ikke hvilket. Er koblet helt af på hvad der er hot. Men alle er oppe at køre så det er jeg også. Drinks. Prøver at følge med de unge. Shots. Umuligt. Ældste mand på dansegulvet. Ja hele diskoteket. Spillereglerne synes ændret. Scanner gulvet og lægger an til at finde nogen at danse tæt med. Lykkedes ikke. Det slår mig. Er blevet ham der danser lidt ude af takt. Kæmper med at følge den hurtige basrytme. Timerne går. Musikken. Øredøvende. Det giver ingen mening. Sludrer mere med mine medpassagerer i pendlertoget. Måske det er dét der er meningen. Ikke sige et kvæk. Under normale omstændigheder burde det lysne udenfor. Kommer i tanker om resten af weekendens planer. Gymnastik. Med datteren. På gulvet i byens store hal. Tanken om kolbøtter gør mig svimmel. Forvilder mig ned til toget. Sammen med de andre provinsielle. Fyldt. Med hjemløse og kåde teenagere skudt af på mokai. Godt brugt. Men tilfreds. Trods alt.

@provinsfar