Tag: motion

Løbetid

Er begyndt at løbetræne igen efter en lang periode uden motion. Efterårs-blues. Coronasyg. Jul. Nytår. Kulde. You name it. Men nu er jeg altså begyndt at løbe igen. Hurtigere og oftere end jeg egentlig havde regnet med. Jeg prøvede først med gåture men de viste sig ikke at gøre noget godt for mig. Satte for mange tanker igang. Om livet. Børn. Ægteskab. Job. Karriere. Hobby. Krop. Form. Sjæl. Fremtid. Fortid. Lyster. Dæmoner. Ønsker. Drømme. Begrænsninger. Muligheder. Sorg. Glæde. Grin. Åndenød. Masser af åndenød. Så nu er jeg altså begyndt at løbe igen. Der har jeg nemlig kun overskud til at koncentrere mig om at trække vejret. Og følge med…..

På vippen

Der var engang jeg kunne træne intensivt. Fire dage i løbet af ugen - og derefter spille to fodboldkampe på en weekend. Uden at blinke med øjnene. Det mener jeg egentlig stadig at jeg kan. Alligevel sortner det for øjnene. Og anstrengelserne overvælder min lår. De tre minutter jeg indtil videre har vippet med mine unger i løbet af ferien...

Der var engang jeg kunne træne intensivt. Fire dage i løbet af ugen – og derefter spille to fodboldkampe på en weekend. Uden at blinke med øjnene. Det mener jeg egentlig stadig at jeg kan. Alligevel sortner det for øjnene. Og anstrengelserne overvælder min lår. De tre minutter jeg indtil videre har vippet med mine unger i løbet af ferien…   

Karantæne-flow

Dag et-eller-andet i et land der er lukket. Ned. I hvert fald lidt endnu. I en tid hvor den primære kontakt til omverden er foregået via hullet i bagboens hæk kan jeg ikke længere skelne dagene fra hinanden. Naboens to katte hvæser dovent af mig hver morgen på hovedtrappen. I en foranderlig tid holder de på deres helt egen facon fast i hverdagens rytme.

Dag et-eller-andet i et land der er lukket. Ned. I hvert fald lidt endnu. I en tid hvor den primære kontakt til omverden er foregået via hullet i bagboens hæk kan jeg ikke længere skelne dagene fra hinanden. Naboens to katte hvæser dovent af mig hver morgen på hovedtrappen. I en foranderlig tid holder de på deres helt egen facon fast i hverdagens rytme.

Arbejder. Bearbejder. Hjemmefra. Prøver at dele opmærksomheden ligeligt mellem kåde chefer og rastløse unger. Ængsteligheden ulmer, men må tilpasse mig. I første omgang med et intermistisk kontor på soveværelset. Ovenpå. Op og ned af trappen. Til morgenmad. Frokost. Og eftermiddagskage. Praktisk. For kage er ikke et sted hvor man går på kompromis. Slet ikke i en krisetid. Nedlukningen dæmper måske forbruget men madbudgettet sprænger alle rammer. Det ser jeg nu i spejlet. Ulempen ved at have indrettet kontor i soveværelset. Med krum ryg og løftede skuldre betragter jeg mig selv. Skjorten gaber mellem knapperne. En tand mere end i går. Forsvinder. Ind i navlepilleriet. Kun sirenesangen fra online-chefens kalenderinvitationer får mig til at løfte blikket.

Landet er lukket ned men ungerne er tilbage i institution. De er glade. Ungerne. Men den føltes alligevel underlig. Beskeden. Om at det hele tager tilløb til at åbne igen. Hurtigere end først antaget. I tæt parløb med en underliggende rastløshed sidder jeg med en følelse af at komme til at savne det hele. Vores egen lille familieboble. Jeg har ikke noget i klemme i krisen. Endnu. Hverken økonomisk eller helbredsmæssigt. Frygten er der. Måske. Men det er ikke den primære årsag til den spirrende ængstelighed. Det til trods har jeg nydt tiden. En tid hvor man har været tvunget til at blive hjemme. Holde sig fra at lave planer. Eller deltage i planer andre plejer at lave for én. Ingen forpligtelser eller dårlig samvittighed.

Er så småt begyndt at stikke hovedet lidt længere ud igennem hækken. Igen. Forsøger at vende mig til tanken. Og be’r til at jeg en dag kan komme til at passe skjorten igen.

Provinsfar

Løbetid

Jeg løber. Men jeg synes virkelig at det er hårdt. Både at komme afsted. Og at holde kadencen. Måske er det fordi jeg altid først kommer ud af døren om aftenen. Sent. Efter ungerne er lagt. Oftest med en ordentlig omgang krebinetter skvulpende i maven. Svigermor. Brun sovs. To portioner. Jeg løber. Men jeg synes virkelig at det er hårdt.

Jeg løber. Men jeg synes virkelig at det er hårdt. Både at komme afsted. Og at holde kadencen. Måske er det fordi jeg altid først kommer ud af døren om aftenen. Sent. Efter ungerne er lagt. Oftest med en ordentlig omgang krebinetter skvulpende i maven. Svigermor. Brun sovs. To portioner. Jeg løber. Men jeg synes virkelig at det er hårdt.

Astma

Jeg havde astma som knægt. Det startede vist omkring syvårsalderen. Da det stod værst til måtte min far bære mig rundt på grund af manglende luft. Ingen energi. Det tog noget tid inden mine forældre fandt ud af hvad jeg fejlede. Lægerne hang vist ikke rigtig på træerne. Dengang. Slutfirserne. Mine forældre havde slået sig ned i Bangladesh. For en stund. Men det blev bedre. Medicinen gav mig energien tilbage. Begyndte at løbe. Ikke sammen med min far. Han var mere til pibe. Og squash med sin norske kollega. Så han hægtede mig i stedet på en anden voksen. Jævnligt. Løb side om side med manden. Flemming. Tror jeg. Vi sagde ikke så meget til hinanden. Men jeg husker ham tydeligt. Malende i sit tempo. Virkede lidt gammel. De lokale stod langs med floden. Betragtede os imens de indhyllede sig selv i sæbeskum. Lyserødt. Old school. Fra top. Til tå. Rystede på hovedet af os. Jeg måtte kæmpe for at følge med. Hans vejrtrækning var hypnotisk. Rytmisk. Hvæsende. Han lod til at kæmpe om hver eneste sug af den fugtige, tropiske aftenluft. Ned i lungerne. Jeg undrede mig meget. Dengang. Det var trods alt mig der havde astma. Holdt mig oppe på fire daglige doser. Binyrebarkhormon i spray form. Men det var manden der hvæsede. Hvorfor. Da slår det mig. Her midt ude på min faste løberute. Igennem skoven. Forår. Der er ingen lokale køgegensere i åen der vasker sig. Med sæbe. Men mit tempo er malende. Min vejrtrækning er hypnotisk. Rytmisk. Hvæsende. Jeg har ikke astma længere. Jeg har bare nået samme alder som Flemming. Min gamle løbemakker.