Er jeg den eneste der sidder og savner en god koncertoplevelse. Live. Dansen. Musikken. Følelsen af bassens undertoner der trykker mod brystkassen. Rytmisk. Spildt øl og klistrede gulve. Kø ved garderoben. Hele pakken. All inclusive. Ikke fordi savnet har været specielt udtalt her under nedlukning. Corona. Hverdagslivet som småbørnsforældre har været en fast følgesvend i nogle år. Dagene går. Til sidst skelner man dem ikke fra hinanden. Dagene. Derfor er glæden desto større når chancen endelig byder sig. Igen. En dag. Mens jeg venter på at det hele vender tilbage tænker jeg. Tilbage. Til seneste koncert i byen. Træder forsigtigt ind i den store, åbne koncertsal. I god tid. Endnu halvtom. Fornemmer allerede tidligt at rusten skal bankes af. Føler mig ikke længere på sikker grund. Har taget en god, tyk og praktisk trøje på så jeg ikke skal fryse. Drikker en halv øl og løber ud for at tisse. På forskud. Tanken om at stå tæt og være tissetrængende skræmmer mig. Generationer mødes. Fylder langsomt salen med hver deres energiniveau. KB Hallen. Den unge mindes da den brændte. Den ældre da Beatles løftede taget. Midt imellem står min kone og jeg. Draget af ungdommens kåde dans. Og den ældre generations beskedne vuggen med foden. Mørket omslutter salen. Gulvet gynger. Bandet synger. Direkte til mig og min praktiske trøje. Nu sirligt bundet rundt om taljen. Upraktisk. I don’t know what’s cool anymore. Alphabeat. Bandet med en genfunden energi. Buldrer. Sluppet løs efter at have holdt pause med koncerter. En pause nogenlunde lige så længe som vi har haft små børn. På den måde matcher vi hinandens selskab. En gensidig anerkendelse af at have været isoleret fra det vilde og frie. Liv. Men nu står vi her. Igen. Ingen af os står med følelsen af at være gået glip af noget. Blot taknemmelige for at være tilbage. Er jeg den eneste der sidder og savner en god koncertoplevelse. Live.