Tag: nabo

Snevejr

Elsker den nyfaldne sne. Roen sænker sig med i takt med hver fnug der daler. Kælk. Røde kinder. En snebold der flyver. Rammer. Smelter ned i den lille åbning mellem hue og jakke. Et øjebliks gys i nakken. Grin. Leg. Varm kakao. Sneen falder så det er med at komme ud. Hurtigt. Rydde fortovet inden naboen. Det eneste tidspunkt på året, hvor jeg føler jeg kan være lidt foran på hus- og havevedligehold. Signalere et overskud der ikke er der. Desværre smelter sneen hurtigt. Og med den. Illusionen. Men for en kort stund elsker jeg den nyfaldne sne.

Elsker den nyfaldne sne. Roen sænker sig med i takt med hver fnug der daler. Kælk. Røde kinder. En snebold der flyver. Rammer. Smelter ned i den lille åbning mellem hue og jakke. Et øjebliks gys i nakken. Grin. Leg. Varm kakao. Sneen falder så det er med at komme ud. Hurtigt. Rydde fortovet inden naboen. Det eneste tidspunkt på året, hvor jeg føler jeg kan være lidt foran på hus- og havevedligehold. Signalere et overskud der ikke er der. Desværre smelter sneen hurtigt. Og med den. Illusionen. Men for en kort stund elsker jeg den nyfaldne sne.

Forlænget spilletid

Flader ud på sofaen mens konen putter ungerne. Endnu en ligegyldig fodboldkamp flyder ud af TV’et og jeg beslutter mig for at gå en tur i stedet. Rejser mig. Børster småkagekrummerne af brystkassen. Et sidste lille stykke ligger alene tilbage i den fordybning jeg har efterladt i sofaen. Gemt. Næsten glemt. Mellem puderne. Vinden tager til i det jeg trasker ud i mørket. Folks oplyste stuer lyser gaden op. Alle er hjemme for tiden. Kan ikke lade være med at skule ind. Vindue. Efter vindue. Et enkelt flygtigt blik idet jeg trasker forbi. Alle stuer synes at være skåret over samme tema. Art-print og Ilva-møbler der sirligt indrettes så det passer til fjernsynet. Der fylder. Dominerer billedet ift. stuens størrelse. Styrer. Forstyrrer. Samtalen. Omvendt giver det mig mulighed for at få løbende opdateringer fra den fodboldkamp jeg forlod. Forlænget spilletid i nabolaget.

Flader ud på sofaen mens konen putter ungerne. Endnu en ligegyldig fodboldkamp flyder ud af TV’et og jeg beslutter mig for at gå en tur i stedet. Rejser mig. Børster småkagekrummerne af brystkassen. Et sidste lille stykke ligger alene tilbage i den fordybning jeg har efterladt i sofaen. Gemt. Næsten glemt. Mellem puderne. Vinden tager til i det jeg trasker ud i mørket. Folks oplyste stuer lyser gaden op. Alle er hjemme for tiden. Kan ikke lade være med at skule ind. Vindue. Efter vindue. Et enkelt flygtigt blik idet jeg trasker forbi. Alle stuer synes at være skåret over samme tema. Art-print og Ilva-møbler der sirligt indrettes så det passer til fjernsynet. Der fylder. Dominerer billedet ift. stuens størrelse. Styrer. Forstyrrer. Samtalen. Omvendt giver det mig mulighed for at få løbende opdateringer fra den fodboldkamp jeg forlod. Forlænget spilletid i nabolaget. 

Nytår

Forsøger at gemme mig. Bag en håndfuld raketter. Hundelufter. Løber. Nabo. Alle blikke synes at følge min gang. Til og fra bilen der efterhånden er fyldt op med krudt. Og unger. Har de voksne fra pressemødet ikke lige sagt at man skal skrue lidt ned for festen. Blive hjemme. Fejre nytåret med de allernærmeste. Selv hunden ryster på hovedet. Skrue ned for festen. Ordene rammer mig. I år. Hvordan. Hvis vi gør som Søren og Mette siger bliver det jo bare den samme fest.  Som de sidste mange år. Har derfor købt mig fattig. I raketter. Et forsøg på at gøre det lidt anderledes end vi plejer. Godt Nytår. Også til hundelufteren….

Karantæne-flow

Dag et-eller-andet i et land der er lukket. Ned. I hvert fald lidt endnu. I en tid hvor den primære kontakt til omverden er foregået via hullet i bagboens hæk kan jeg ikke længere skelne dagene fra hinanden. Naboens to katte hvæser dovent af mig hver morgen på hovedtrappen. I en foranderlig tid holder de på deres helt egen facon fast i hverdagens rytme.

Dag et-eller-andet i et land der er lukket. Ned. I hvert fald lidt endnu. I en tid hvor den primære kontakt til omverden er foregået via hullet i bagboens hæk kan jeg ikke længere skelne dagene fra hinanden. Naboens to katte hvæser dovent af mig hver morgen på hovedtrappen. I en foranderlig tid holder de på deres helt egen facon fast i hverdagens rytme.

Arbejder. Bearbejder. Hjemmefra. Prøver at dele opmærksomheden ligeligt mellem kåde chefer og rastløse unger. Ængsteligheden ulmer, men må tilpasse mig. I første omgang med et intermistisk kontor på soveværelset. Ovenpå. Op og ned af trappen. Til morgenmad. Frokost. Og eftermiddagskage. Praktisk. For kage er ikke et sted hvor man går på kompromis. Slet ikke i en krisetid. Nedlukningen dæmper måske forbruget men madbudgettet sprænger alle rammer. Det ser jeg nu i spejlet. Ulempen ved at have indrettet kontor i soveværelset. Med krum ryg og løftede skuldre betragter jeg mig selv. Skjorten gaber mellem knapperne. En tand mere end i går. Forsvinder. Ind i navlepilleriet. Kun sirenesangen fra online-chefens kalenderinvitationer får mig til at løfte blikket.

Landet er lukket ned men ungerne er tilbage i institution. De er glade. Ungerne. Men den føltes alligevel underlig. Beskeden. Om at det hele tager tilløb til at åbne igen. Hurtigere end først antaget. I tæt parløb med en underliggende rastløshed sidder jeg med en følelse af at komme til at savne det hele. Vores egen lille familieboble. Jeg har ikke noget i klemme i krisen. Endnu. Hverken økonomisk eller helbredsmæssigt. Frygten er der. Måske. Men det er ikke den primære årsag til den spirrende ængstelighed. Det til trods har jeg nydt tiden. En tid hvor man har været tvunget til at blive hjemme. Holde sig fra at lave planer. Eller deltage i planer andre plejer at lave for én. Ingen forpligtelser eller dårlig samvittighed.

Er så småt begyndt at stikke hovedet lidt længere ud igennem hækken. Igen. Forsøger at vende mig til tanken. Og be’r til at jeg en dag kan komme til at passe skjorten igen.

Provinsfar