Kærligheden

Kærligheden fylder. I virkeligheden nok for lidt. I hverdagen. Den kommer til udtryk i ord. En sjælden gang blomster. Ofte blot underforstået. Misforstået. I hverdagen. Kærligheden er i virkeligheden størst når vi undgår at gå for meget i vejen for hinanden. Herhjemme måles kærligheden især om natten. Konen vågner. Mangler søvn. Jeg giver ungerne skylden. Men hun står fast. Jeg snorker. Kræver handling. I et desperat forsøg på at bevare gnisten i sengen inviterer vi teknologien indenfor. Det hele føles lidt kantet og klodset. Ligesom kærligheden. Men håbet lever.

Kysset. Og et lille nip i øret

Ligger på sofaen. Lytter til regnen der slår mod ruden. Konen kigger mig i øjnene. Smiler. Rejser sig. Læner sig ind over mig. Kysser. Længere end normalt. Hun er på vej i seng. Mærker hendes søde duft pirre i kroppen. Lægger an til at rejse mig og trække med ovenpå. I stedet lægger hun sin hånd på min brystkasse. Presser mig tilbage i sofaen. Overgiver mig. Til hende. Læberne mod mine. Kysset. Nipper min øreflip inden hun hvisker til mig at jeg skal blive liggende. Lidt endnu. Hun vil gerne gå i forvejen. Op. Falde ordentligt i søvn. Uden mig. Ellers vækker jeg hende bare med min snorken. Holder hende vågen hele natten. Kigger mig i øjnene. Smiler. Men ikke til at tage fejl af.

Stjerneskud

 På jagt. Efter stjerneskud i den lokale park. I massivt søvnunderskud så tænker at jeg lige så godt kan blive oppe. Lidt endnu. En halv time med nakken tilbage. Ansigtet vendt. Halvvejs mod Karlsvognen. Og Cassiopeia. I mørket træder jeg i stort set lige så mange hundelorte som jeg ser stjerneskud. Tre styks. Begge oplevelser gør indtryk.

Overlevelse

Alle er i samme båd. Presset. Oprigtigt presset. Ofte svært at sætte konkrete ord på det. Småbørnsfamilien. Men det handler rigtig meget om tid. Tid til søvn. Sig selv. Kærligheden. I kampen for at overleve. Hverdagen. Med unger. Jeg hører mange der siger at det er lige nu at tiden som forældre er den værste. Eller. Måske ikke den værste. Bedste. For ungerne giver masser af kærlighed og nærvær. Men den hårdeste. Tid. Det er i denne periode at parforhold går i opløsning. Et væld af forliste ægteskaber som følge af manglende sex. Vasketøj der ikke bliver taget. Kaffekopper der ikke stilles på plads. Indbyrdes føres der regnskab. Om bleskift. Natputninger. Og fødselsdage med perifære familierelationer. Listen synes lang.

Min kone og jeg indgik i sin tid en ægteskabspagt. Der er ingen af os der har nogen penge. Den er heller ikke ubrydelig. Men vi indgik alligevel en ægteskabspagt – en pagt om ikke at blive skilt inden den yngste af vores børn er fyldt 4 år. Ingen småbørnsforældre kan tage en rationel beslutning omkring deres forhold og kærlighedsliv fra første barn kommer til verden – og altså frem til den yngste fylder fire år. Eller der omkring. Det er uanset hvor mange unger man sætter i verden. Fornuften og rationaliteten træder ud af kraft. Alt handler om ungerne.

Vi har lige nu under et år tilbage før kontrakten skal genforhandles. Det giver mig en lille smule præstationsangst.