Hvis jeg skal være helt ærlig. I virkeligheden har jeg nok brugt tiden fra mit seneste opslag, og til nu, på at samle overskud til at få lavet de huller. I væggen. Sådan føles det i hvert fald. Men nu hænger det der. Billederne. Og derfor er det også tid til et nyt opslag.
Håber I alle har det godt.
Godt Nytår
Er begyndt at løbetræne igen efter en lang periode uden motion. Efterårs-blues. Coronasyg. Jul. Nytår. Kulde. You name it. Men nu er jeg altså begyndt at løbe igen. Hurtigere og oftere end jeg egentlig havde regnet med. Jeg prøvede først med gåture men de viste sig ikke at gøre noget godt for mig. Satte for mange tanker igang. Om livet. Børn. Ægteskab. Job. Karriere. Hobby. Krop. Form. Sjæl. Fremtid. Fortid. Lyster. Dæmoner. Ønsker. Drømme. Begrænsninger. Muligheder. Sorg. Glæde. Grin. Åndenød. Masser af åndenød. Så nu er jeg altså begyndt at løbe igen. Der har jeg nemlig kun overskud til at koncentrere mig om at trække vejret. Og følge med…..
Elsker den nyfaldne sne. Roen sænker sig med i takt med hver fnug der daler. Kælk. Røde kinder. En snebold der flyver. Rammer. Smelter ned i den lille åbning mellem hue og jakke. Et øjebliks gys i nakken. Grin. Leg. Varm kakao. Sneen falder så det er med at komme ud. Hurtigt. Rydde fortovet inden naboen. Det eneste tidspunkt på året, hvor jeg føler jeg kan være lidt foran på hus- og havevedligehold. Signalere et overskud der ikke er der. Desværre smelter sneen hurtigt. Og med den. Illusionen. Men for en kort stund elsker jeg den nyfaldne sne.
Troede egentlig at nedlukning og aflysning ville give tid til tanker. Igangsættelse af nye projekter. Færdiggørelse af gamle. Men det er ikke tilfældet. Den står stadig på gråd. Grin. Oprydning. Rugbrødsmadder. Aftensmad. Tøjvask. Kamp om brusebad. Tøjvalg. Sengetid. Et glimt af lykke rundt om bålet. Snobrød. Skumfiduser. Kalaha. En ny dimension er dog kampen om skærmtid. Nu mellem forældrene. Afløser hinandens online-møder. Hjemmeskole. Til tider føles det som om hverdagen fylder mere end nogensinde. Måske fordi det er det eneste vi har for tiden. Hverdagen. Bladrer dagens Facebook-opslag igennem. Blandt profiler med madopskrifter og 5G konspirationsteorier falder jeg over en mand. Far. Kalder sig selv Barnlig. Gift. Og otte børn. Otte! Gisper ved tanken. Men de ser nu alligevel ud til at klare hverdagen i karantæneland. En barnligfar med overskud. Min dårlige samvittighed overdøver for en kort stund min selvynk. Hvordan klarer han det. Jeg kan dårligt overskue mine to. Indtil det slår mig at alle hans børn jo også er hjemsendt. På den måde slipper han jo faktisk for at smøre fire gange så mange madpakker som mig. Hver dag. Det løber jo ret hurtigt op. Relativt set. Sikke meget tid han lige pludselig har fået frigivet. Til sig selv. Min selvynk genvinder langsomt sit retmæssige overtag over den dårlige samvittighed…
Vi er tilbage. Til regn. Blæst. Og daglige gøremål. Flyveturen hjemover sugede den sidste rest af sol. Overskud. Ud af forældrene. Resten af familien holder fast eventyret ved at aflevere flasker i Askepot-kostume. Jeg må prøve at tage ved lære…
I dag formåede jeg at læse i min medbragte bog. Kan ikke huske hvornår det sidst er sket. Hele fem sider kun afbrudt af ledsaget toiletbesøg. Oppustning af badevinger. Konfliktmægling over strandlegetøj. Jagt efter muslingeskaller. Koralrester. Hentning af friskpresset juice til at dæmpe rastløsheden hos børn. Og voksne. Solkrem i rotation. Men jeg gjorde det!
Jeg løber. Men jeg synes virkelig at det er hårdt. Både at komme afsted. Og at holde kadencen. Måske er det fordi jeg altid først kommer ud af døren om aftenen. Sent. Efter ungerne er lagt. Oftest med en ordentlig omgang krebinetter skvulpende i maven. Svigermor. Brun sovs. To portioner. Jeg løber. Men jeg synes virkelig at det er hårdt.
Endnu et år med børn i institution. Endnu et år med tradition. Arbejdsdag for forældre. Folk kommer altid tidligt. Som om de aldrig arbejder. Tvunget til at mingle. Smile. Small-talke. Grine af de andres vittigheder. Kigger på opgaverne. Listen fuld af krydser. En iver efter at vise overskud. Primært fra forældrene med kun ét barn. Endnu kun i vuggestuen. Jeg starter programmet med en kop. Varmt. Kaffe. Et øjeblik. Pædagog-agtigt slentrer jeg rundt på legepladsen. Udstråler overblik. Føler mig som en del af stedet. Ét vue på børnene. Mest fokus på koppen. Kaffen. Kan godt mærke at jeg er mere rutineret i år. Kender på en måde gamet. Beslutter mig for at fikse ting. Hamre. Save. Borde. Bænke. Teamer op med fædre med udstyret i orden. Mandigt. Gør det. Fællesspisning. Buffet. Pizzasnegle. Salater. Pølsehorn. Kager med toppings. Hjemmelavet. Hvem kan overgå hinanden. Dammit. Glemt eget bidrag. Spæner hjem. Kigger i køleskabet. Febrilsk. Tomt. Griber et fad. Sniger. Langs hækken. I Kvickly. Færdigretten fra disken. Frikadeller. Flår emballagen af. Hælder dellerne i fadet. Slentrer. Overskudsagtigt tilbage. Serveret. Kigger rundt. Konstaterer. Tre fade. Med frikadeller. På bordet. Alle fra Kvickly. Rødmer. Smiler. Spiser.
@provinsfar
Provinsfar 