Min kone har lige kaldt mig skat. Tror faktisk det er første gang i den tid vi har kendt hinanden. Knap 25 år. Ved derfor ikke helt hvordan jeg skal reagere. Det plejer at være noget hun siger til børnene. Oftest med en lidt træt, overbærende stemme når de spørger efter noget de igen ikke kan finde. På den måde passer hendes svar meget godt til situationen. Derfor venter jeg egentlig også bare på at hun også begynder at tælle til fem.
En god måde at starte det nye år på…
Kærligheden fylder. I virkeligheden nok for lidt. I hverdagen. Den kommer til udtryk i ord. En sjælden gang blomster. Ofte blot underforstået. Misforstået. I hverdagen. Kærligheden er i virkeligheden størst når vi undgår at gå for meget i vejen for hinanden. Herhjemme måles kærligheden især om natten. Konen vågner. Mangler søvn. Jeg giver ungerne skylden. Men hun står fast. Jeg snorker. Kræver handling. I et desperat forsøg på at bevare gnisten i sengen inviterer vi teknologien indenfor. Det hele føles lidt kantet og klodset. Ligesom kærligheden. Men håbet lever.
Er begyndt at løbetræne igen efter en lang periode uden motion. Efterårs-blues. Coronasyg. Jul. Nytår. Kulde. You name it. Men nu er jeg altså begyndt at løbe igen. Hurtigere og oftere end jeg egentlig havde regnet med. Jeg prøvede først med gåture men de viste sig ikke at gøre noget godt for mig. Satte for mange tanker igang. Om livet. Børn. Ægteskab. Job. Karriere. Hobby. Krop. Form. Sjæl. Fremtid. Fortid. Lyster. Dæmoner. Ønsker. Drømme. Begrænsninger. Muligheder. Sorg. Glæde. Grin. Åndenød. Masser af åndenød. Så nu er jeg altså begyndt at løbe igen. Der har jeg nemlig kun overskud til at koncentrere mig om at trække vejret. Og følge med…..
Troede egentlig at nedlukning og aflysning ville give tid til tanker. Igangsættelse af nye projekter. Færdiggørelse af gamle. Men det er ikke tilfældet. Den står stadig på gråd. Grin. Oprydning. Rugbrødsmadder. Aftensmad. Tøjvask. Kamp om brusebad. Tøjvalg. Sengetid. Et glimt af lykke rundt om bålet. Snobrød. Skumfiduser. Kalaha. En ny dimension er dog kampen om skærmtid. Nu mellem forældrene. Afløser hinandens online-møder. Hjemmeskole. Til tider føles det som om hverdagen fylder mere end nogensinde. Måske fordi det er det eneste vi har for tiden. Hverdagen. Bladrer dagens Facebook-opslag igennem. Blandt profiler med madopskrifter og 5G konspirationsteorier falder jeg over en mand. Far. Kalder sig selv Barnlig. Gift. Og otte børn. Otte! Gisper ved tanken. Men de ser nu alligevel ud til at klare hverdagen i karantæneland. En barnligfar med overskud. Min dårlige samvittighed overdøver for en kort stund min selvynk. Hvordan klarer han det. Jeg kan dårligt overskue mine to. Indtil det slår mig at alle hans børn jo også er hjemsendt. På den måde slipper han jo faktisk for at smøre fire gange så mange madpakker som mig. Hver dag. Det løber jo ret hurtigt op. Relativt set. Sikke meget tid han lige pludselig har fået frigivet. Til sig selv. Min selvynk genvinder langsomt sit retmæssige overtag over den dårlige samvittighed…
Det ligner et billede af to der holder i hånd. Et ægtepar der nyder et øjebliks tosomhed. Et småbørnsforældrepar der er stukket af. I hvert fald mentalt. Fra gråd. Putteritualer. Og modellervoks i gulvtæppet. I virkeligheden er der blot tale om dagens vagtskifte på legepladsen. Stranden. Haven. De eneste tidspunkter i løbet af dagen hvor min kone og jeg holder i hånd, og ser hinanden i øjnene, er ved vagtskifte. Et hurtigt klap. Udskiftning. Imens den ene holder ungerne beskæftiget i lock-down lister den anden sig op på loftet. Gemmer sig i en stille afkrog. Tramper i arbejdsklaveret en times tid indtil der tikker en sms ind fra den ene. At det er tid. Vagtskiftet kalder på legepladsen. Stranden. Haven. Den anden forsøger at ignorere den første sms men beskederne lader ingen tvivl tilbage. Det er tid.
Dagene i isolation flyder sammen. Må i kælderen for at komme på toilettet. Med skiftetøj og tandbørste under armen lister jeg ud af terrassedøren. Kulden og mørket rammer mig. Benene begynder at ryste. Resten af kroppen følger trop. Imens står naboen og iagttager mig. Over hækken. Kan kun se silhuetten, men den orange glød fra hans cigaret lyser op. Skiller sig ud fra resten af julebelysningen. Overvejer om jeg hellere må fortælle at jeg overnatter i udestuen fordi jeg er smittet. Med corona. Ikke fordi min kone og jeg er uvenner. I hvert fald ikke denne gang.
Isolation. Fuldstændig afhængig af min kones omsorg. Og den bakke med mad hun stiller inden for døren. Tre gange om dagen. Elsker hende for det. Passer på mig. Ungerne. Glemmer nok at passe op sig selv. I processen. Det eneste hun nægter at give mig er cola. Påstår gang på gang at hun har glemt at købe dem. Men jeg kan se det på hendes blik. Når jeg spørger. Hun nyder at have overhånden på den her.
Provinsfar 