Byvandring

Henter den ældste og to legeaftaler i SFO. Veninder. Vil gerne gå hjem. Alene. Så jeg kører ud og handler. Indkøb. To steder. Forsøger at trække tiden. Lander alligevel derhjemme samtidig med pigerne. Mærker skuffelsen lyse ud af den ældste. Tag en tur mere. “Far. Du har jo brug for frisk luft”. Smiler til mig. Jeg tilbage. Vender rundt på cyklen. Kører afsted igen mens pigerne låser sig ind. Direkte. Mod fryseren med is. Jeg triller rundt om torvet. Langs åen. Over jernbanen. Forbi biografen. Stopper op og stirrer ud over vandet. Havnen. Har længtes efter friheden de sidste ni år med små børn. Nu hvor jeg pludselig får den foræret ved jeg ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Så jeg vender rundt. Og triller hjem

Panderynker

Putter unger. Den yngste falder for en gang skyld i søvn. Hurtigt. Den ældste derimod. Kæmper. Med at give sig hen. Vender. Drejer. Normalt ville jeg blive utålmodig.

Putter unger. Den yngste falder for en gang skyld i søvn. Hurtigt. Den ældste derimod. Kæmper. Med at give sig hen. Vender. Drejer. Normalt ville jeg blive utålmodig. Se aftenen sidste timer uden afbrydelser. Forsvinde. Madpakker der mangler. Oprydning. Mails. Inden jeg selv skal i seng. Og kæmpe. Med at give mig hen. Vende. Dreje. I stedet gør jeg mig umage med at nyde øjeblikket hvor hun er glad. Træt og snakkesalig. Ligger ved siden af hinanden. På ryggen. Blikket flakker på loftets skrå vægge. Snakker om skolen. Venner. Bussemænd. Korruption. Plus det løse. Samtalen flyder hele tiden i nye retninger. Nysgerrig. På det hele. Vender sig om på siden og betragter mine efterhånden dybe furer i panden. Tidens tand. Spørger hvorfor de er der. Rynkerne. Alderen der sætter sig. Bekymringer. Dybere for hvert år der går. Hun synes nu mere at det ligner bølgeribber. Formet af havet der brydes på stranden. Lyden sol og sommer. Holder fast i det billede mens datteren langsomt giver sig hen til søvnen. Det samme gør jeg. For en stund. Vågner brat. Af næste bølgeskvulp af bekymringer der skyller ind over min pande. Sætter sig. Glæder mig til sommer.

Uden hænder

Vi skændes. Råber. Græder. På skift. Oftest foregår det på vej ud af døren. Den enes manglende tålmodighed overvældes af den andens. Ryster på hovedet. Af hinanden. Indtil vi sætter os på cyklen. Humøret skifter. Snakker. Om dagen. Tanker. Griner. Af hinandens indfald. Uden hænder og med vind i håret. På vej. Kan ikke helt forklare hvorfor det altid er sådan. Vi kan hverken afslutte det vi er igang med. Eller overskue hvor vi skal hen. Der er åbenbart noget der tyder på at vi helst skal være på vej. Uden hænder. Og med vind i håret.

39 KRONER FOR EN BILVASK

Ungerne vil se film. Weekend. Popcorn. Og Ronja Røverdatter. Vi har lige læst bogen og derfor er tanken om filmen det eneste der fylder. Bladrer igennem det digitale univers. Den store TV pakke. Flow. 5-6 forskellige streaming-tjenester. Lydbøger og podcast apps. Abonnerer på det hele. Alligevel dukker den kun op som Lejefilm. 39 kroner. For en film der er stort lige så gammel som prisen. Ryster på hovedet. Vanvid. Proklamerer at jeg trækker beløbet fra de penge jeg skylder dem. Ungerne. Hjalp med at støvsuge bilen i sidste uge. De nikker. Accepterer uden at blinke med øjnene. Kender deres far. All talk. Kaster mig i sofaen mellem piger og popcorn. Vandfald og forårsskrig. Samtidig slår det mig at jeg også har lovet at læse Brødrene Løvehjerte for dem. Som godnatlæsning. Den koster i øvrigt også en støvsugning. På Lejefilm.⁠

Tandtråd

Den skal ha’ en ordentlig omgang nu man endelig er ude. I byen. Øl. Musik. Flere øl. Efterhånden sjældent så vil ikke hjem. Endnu.

Den skal ha’ en ordentlig omgang nu man endelig er ude. I byen. Øl. Musik. Flere øl. Efterhånden sjældent så vil ikke hjem. Endnu. Last man standing. Rock and roll. Timerne går i jagten på at være. Ung. Vild. Indser at jeg ikke kan bære det. Går hjem. Smider mig på sofaen. Vil bare ligge her med overtøjet på. Til jeg vågner. Huset er tomt så der er ingen til at forstyrre. Søvnen. Den del af natten der er tilbage. Lukker øjnene. Kroppen snurrer. Som man husker det. Maven vender. I morgen vil jeg vågne til smagen af nattens sidste måltid. Durum. Med kebab. Mærker hvordan den stadig sidder mellem tænderne. Men jeg er ligeglad. Nu vil jeg bare sove. Døse hen. Rejser mig alligevel. Slingrer ud på badeværelset i mørket. Roder i skuffen. Tandtråd. Undersøgelser viser at dårlig mundhygiejne forkorter ens leveår. Rock and roll. I byen. You only live once. Med tandtråd lidt længere. Sov godt.

Klimakompensation

På stranden med ungerne. Griber efter telefonen for at indfange øjeblikket. Af pigerne der leger. Danser i takt med bølgerne. Taber en kvittering ud af lommen. Fire burgers fra den lokale. Milkshakes. Fralandsvinden sender den til søs. Uden for rækkevidde. Det gode humør vender i vinden. Datteren skælder ud. Har svært ved tilgive sin far der nu er et miljøsvin. Far!

På stranden med ungerne. Griber efter telefonen for at indfange øjeblikket. Af pigerne der leger. Danser i takt med bølgerne. Taber en kvittering ud af lommen. Fire burgers fra den lokale. Milkshakes. Fralandsvinden sender den til søs. Uden for rækkevidde. Det gode humør vender i vinden. Datteren skælder ud. Har svært ved tilgive sin far der nu er et miljøsvin. Far! Nu skal vi samle skrald. Du bærer kurven. Og jeg gør som hun siger. Retter ind. Samler skrald for klodens skyld. Og den gode stemning. Primært. På stranden. Tilliden synes genoprettet efter en kurv fuld af cigaretskodder. Ølkapsler. To sugerør og et enkelt hygiejnebind. Det er min tur til at putte i aften. Så vender vinden igen. Igen. Venter lige et par timer med at melde det ud.

Kedsomhed

Datteren ligger i sofaen. Keder sig.
Siger jeg skal finde på noget. Sjovt.
Kigger på hende. Tænker så det knager.
På brugte biler. Med anhængertræk.
På realkreditlån. Med eller uden afdrag.
På forår. Topdressing og plænelufter.
Hvorfor tror hun at jeg kan finde på noget.
Jeg er lige fyldt fyrre. Sjovt.