Tag: Patriark

Flytilstand

Ombord på flyveren. Fanget de næste otte timer. Fanget i en tilstand. Flytilstand. På en måde stilstand. Kan ikke komme på nettet. Pludselig er telefonen ikke så interessant længere. Og alligevel kommer der fantomsmerter. Kan man tillade sig at sige det? Om behovet for at gribe ud efter telefonen og tjekke de sædvanlige apps. De fleste visner hen i det uvisse. Men de tre-fire udvalgte slipper ikke for at blive slidt ned til ukendelighed. Så i stedet griber jeg computeren. Hungrer efter det blå skær. Jeg kunne jo risikere at få en trang til at åbne en bog. Og læse. På et dødt stykke papir. Bare bladre. Egentlig også det jeg har mest lyst til. Læse. Men det er som om trangen til at sætte sig ned og skrive – skrive noget som andre skal sætte sig ned og læse. Er større. Men det sker  som regel kun i flyet. Eller i toget. På tværs over land. Bundet til sædet. Afskåret fra de værste overspringshandlinger. Har overvejet om jeg skulle forkæle mig selv med et retreat. Afskåret. Isoleret. Med mig selv. Gravet ned mellem klitterne et eller andet sted. Væk fra alting. Er bare ikke sikker på at det vil have samme effekt. Jo. Tid til fordybelse. Men også til fornægtelse. Kan man sige det? Jeg tror jeg fungerer bedre i flyet. Pakket ind i et sæde uden plads til knæene. Med sidemandens hoved. Nikkende. Hvilende. Snorkende på min skulder. På tværs over Heden. Kontinentet. Atlanten. Uden mulighed for at flygte. Fra mig selv og mine egne tanker. Det er egentlig skørt når jeg tænker over det. Det er der ideerne kommer myldrende. Når jeg er alene med mig selv og mine tanker. Oplevelser sker i selskab med andre. Men ideerne. Nuancerne. Krumspringene. De sker i mit eget lille hoved. Så det må være noget jeg skal prioritere mere. Hvad kunne det ikke blive til. Hvis man gav sig selv fri. Til at tænke. Skrive. Producere. Tegne. Intensivt. Og fuldt. I stedet for i dag hvor det hele er afgrænset til tirsdag morgen. Og søndag. Efter unger er gået i seng.  Det var hvad det kunne blive til. Flyet summer. Kabinepersonalet gør klar til landing. Kan mærke det snurrer i fingrene. Bliver godt at komme ned på jorden igen og tjekke sine tre-fire apps igen. Og igen…

@provinsfar

Omelet

En uges arbejde på den anden side af Ækvator. Ingen bleer. Madpakker. Putteritualer. Natteroderi. Bagkanter. Legeaftaler. En provinsfars flugt via mellemlanding i Paris. I kærlighedens by beskyldes man for at gramse en engelsk fyr på røven. Paskontrollens kø-jury vender sig og stirrer. Dømmer. Nådesløst. Rejsefeberens svedperler tager til i styrke. Overlæben. Søger tilflugt i Duty Free. Et øjeblik. Videre til Nairobi. Lufthavnen er løbet tør for visumformularer. Printeren er itu så må vente. Længe. Xerox driller på alle arbejdspladser. Endelig fremme. En uge på byens ældste hotel. Femstjernet historisk vingesus. Hemmingway lå her i ugevis med dysenteri. Engang. Morgenmadens chili-omelet sender en hilsen fra fortiden. Må op og lægge mig efter den oplevelse. Mærker nu historiens vingesus vende sig. Derhjemme hedder det vist omgangssyge. Her er det omeletten. En uge med tre timers søvn om natten. Panikken breder sig da kufferten åbnes næste morgen. Mon Karen Blixen strøg sine egne skjorter. Kæmper for at holde mig vågen om dagen. Ingen unger. Alligevel har børneranderne under øjnene vokseværk. En uge der pludselig føles forbavsende hjemmevant. Elsker det.

@provinsfar

Legeland

Elsker at være i Leo’s Legeland.
Med ungerne. Virkelig.
Energi. Leg. Latter. Glæde.
Alt er godt. Hvis bare man
kunne undvære de sidste 20 minutter.
I ved. Fra man melder allersidste tur.
Til man kravler ind på alle fire.
Og må trække dem ud.
Masser af energi.
Knap så meget leg. Latter. Glæde.

@provinsfar

Deleøkonomi

Deleøkonomien blomstrer. Fællesskabet. Min bil er din bil. Deler lejligheden. Det stopper ikke her. Sofa. Legetøj. Studiebog. Båd. Værktøj. Campingvogn. Det handler om at udnytte ressourcerne. Og måske tjene den lille ekstra skilling der forsøder hverdagen. Problemet er at den lille skilling lander i fællesøkononien. Det eneste man ikke kan finde ud af at dele. Splitter ægteskaber. Nu vil man hellere bo hver for sig. Der må trods alt være grænser for hvor meget man skal dele. Med hinanden. Tilbage står man. Alene. Med en lejlighed der er blevet for stor. Bilen for dyr. Har pludselig virkelig brug for den ekstra skilling. Og så kører møllen. Deleøkonomien blomstrer. Længe leve fællesøkonomien

@provinsfar

Tog til tiden

Vækkeuret ringer. Tidligt. Skal nå et tog. Får liv i ungerne. I skal op nu. Far skal nå et tog. Er I søde at spise morgenmad. Der er ikke tid til at lege med dukker. Far skal nå et tog. Kigger mig selv i spejlet mens jeg børster tænder. Trænger til at blive barberet. Det må vente. Jeg skal nå det tog. Videre. På med tøjet. Børst nu jeres tænder. Vi må tegne senere. Far skal nå et tog. Tag den flyverdragt på. Nu. Far skal virkelig nå det tog. Fremme i børnehaven. Endelig. Flyverdragt. Sko. Madkasser. Vanter. Drikkedunk. På plads. Mon jeg når mit tog? Ud af døren. Vender mig om. Der står de. Tøserne. Side om side. I døren. Vinker. Sødt. Uskyldigt. Til deres hundsende far. Stopper op. Vinker tilbage. Bliver stående. Selvom jeg skal nå mit tog. Ned mod stationen. Halser. Tænker på mine dejlige piger. De er små. Men vokser. Kan ikke følge med. Ankommer. To minutter for sent. Selvfølgelig. Har nu pludselig masser af tid. Til at nå det skide tog.

@provinsfar

Single-banan

Søndag i advent

Søndag i advent. Har lige købt juletræets svar på single-bananen. I kender den godt. Af en eller anden årsag køber man aldrig en hel klase bananer. Man piller altid én fra. Det er ligegyldigt om der er fem eller seks bananer i en klase. Det handler vist om princippet. Derfor boomer supermarkedet af single-bananer. For hvem gider at købe én enkelt banan? Næ, hvis man kun har brug for én banan, vrider man den selvfølgelig af en klase med seks. Sådan er det. Tilbage ligger single-bananerne på hylderne og bliver trætte. Bløde.

Sådan et juletræ har jeg lige købt i den lokale spejderhytte. Et overset. Træt. Skævt. Juletræ. I disse madspildsdage så jeg dog ingen anden udvej end at tage én for holdet. Købe træet. På vej hjem i bilen prøver jeg at perspektivere min handling. Skal nemlig stå til regnskab derhjemme for at have købt et skævt træ med tynde grene. Sandheden er nok at det var mørkt. Koldt. Ungerne var på slæb og jeg greb det første træ jeg faldt over. Nu står træet og stråler i udestuen. Piv skævt. Men ungerne er oppe at køre for de har selv været med til at vælge det.

Slutter dagen med en tur i byen. Storbyen. Ind til julemarked og kulørte lamper. Ungerne er egentlig spist af med pebernødder. Æbleskiver. Smoothies. Bliver alligevel enig med min kone at give dem noget normal kost. Så vi hopper på restaurant. Tropper med vilje tidligt op på den restaurant i gaden med færrest besøgende. Vil helst ikke at forstyrre for mange gæster. Lyden af sugerør i tomme glas overdøver på skift “Driving Home for Christmas”. Kun afløst af den ældstes strømper der flyver igennem luften og lander i vindueskarmen. Menukortet mangler to sider. Desserterne er revet ud og ligger sammenkrøllet på bordet foran den yngste. Vi tager en rask beslutning og bestiller fiskefilet. Krøller de revne sider i lommen. Siger ikke noget. Smiler venligt på vej ud. Drikkepenge. Hvad der nu lige var i lommen. Undtagen dessertkortet.

Hjemme igen. Søndagen i advent er gået på hæld. Ungerne er puttet. Drømmer sødt om røget sild. Næppe. Forældrene har smidt sig foran TV’et. Ligger lydløst. To single-bananer på hver sin hylde i hjørnesofaen. Trætte. Og bløde.

Glædelig Jul,
Provinsfar