Tag: provinsen

Forlænget spilletid

Flader ud på sofaen mens konen putter ungerne. Endnu en ligegyldig fodboldkamp flyder ud af TV’et og jeg beslutter mig for at gå en tur i stedet. Rejser mig. Børster småkagekrummerne af brystkassen. Et sidste lille stykke ligger alene tilbage i den fordybning jeg har efterladt i sofaen. Gemt. Næsten glemt. Mellem puderne. Vinden tager til i det jeg trasker ud i mørket. Folks oplyste stuer lyser gaden op. Alle er hjemme for tiden. Kan ikke lade være med at skule ind. Vindue. Efter vindue. Et enkelt flygtigt blik idet jeg trasker forbi. Alle stuer synes at være skåret over samme tema. Art-print og Ilva-møbler der sirligt indrettes så det passer til fjernsynet. Der fylder. Dominerer billedet ift. stuens størrelse. Styrer. Forstyrrer. Samtalen. Omvendt giver det mig mulighed for at få løbende opdateringer fra den fodboldkamp jeg forlod. Forlænget spilletid i nabolaget.

Flader ud på sofaen mens konen putter ungerne. Endnu en ligegyldig fodboldkamp flyder ud af TV’et og jeg beslutter mig for at gå en tur i stedet. Rejser mig. Børster småkagekrummerne af brystkassen. Et sidste lille stykke ligger alene tilbage i den fordybning jeg har efterladt i sofaen. Gemt. Næsten glemt. Mellem puderne. Vinden tager til i det jeg trasker ud i mørket. Folks oplyste stuer lyser gaden op. Alle er hjemme for tiden. Kan ikke lade være med at skule ind. Vindue. Efter vindue. Et enkelt flygtigt blik idet jeg trasker forbi. Alle stuer synes at være skåret over samme tema. Art-print og Ilva-møbler der sirligt indrettes så det passer til fjernsynet. Der fylder. Dominerer billedet ift. stuens størrelse. Styrer. Forstyrrer. Samtalen. Omvendt giver det mig mulighed for at få løbende opdateringer fra den fodboldkamp jeg forlod. Forlænget spilletid i nabolaget. 

Bænkevarmer

Sidder som en anden single.
På bænken.
Og venter.
Venter på at blive budt op.
Til dans.
Men tiden går.
Intet sker.
Folk begynder at gå hjem.
Trætte.Jeg venter.
Lidt endnu.
Vil ikke helt se det i øjnene.
Er blevet brændt af.
Igen.
Noget med dårlige signaler.
Hvad gik der galt.
Sidder stadig på bænken.
Måske kommer jeg tilbage på sporet.
Hvis jeg venter.
Lidt endnu.

@provinsfar

Astma

Jeg havde astma som knægt. Det startede vist omkring syvårsalderen. Da det stod værst til måtte min far bære mig rundt på grund af manglende luft. Ingen energi. Det tog noget tid inden mine forældre fandt ud af hvad jeg fejlede. Lægerne hang vist ikke rigtig på træerne. Dengang. Slutfirserne. Mine forældre havde slået sig ned i Bangladesh. For en stund. Men det blev bedre. Medicinen gav mig energien tilbage. Begyndte at løbe. Ikke sammen med min far. Han var mere til pibe. Og squash med sin norske kollega. Så han hægtede mig i stedet på en anden voksen. Jævnligt. Løb side om side med manden. Flemming. Tror jeg. Vi sagde ikke så meget til hinanden. Men jeg husker ham tydeligt. Malende i sit tempo. Virkede lidt gammel. De lokale stod langs med floden. Betragtede os imens de indhyllede sig selv i sæbeskum. Lyserødt. Old school. Fra top. Til tå. Rystede på hovedet af os. Jeg måtte kæmpe for at følge med. Hans vejrtrækning var hypnotisk. Rytmisk. Hvæsende. Han lod til at kæmpe om hver eneste sug af den fugtige, tropiske aftenluft. Ned i lungerne. Jeg undrede mig meget. Dengang. Det var trods alt mig der havde astma. Holdt mig oppe på fire daglige doser. Binyrebarkhormon i spray form. Men det var manden der hvæsede. Hvorfor. Da slår det mig. Her midt ude på min faste løberute. Igennem skoven. Forår. Der er ingen lokale køgegensere i åen der vasker sig. Med sæbe. Men mit tempo er malende. Min vejrtrækning er hypnotisk. Rytmisk. Hvæsende. Jeg har ikke astma længere. Jeg har bare nået samme alder som Flemming. Min gamle løbemakker.


Hjemmevant

Smidt ud hjemmefra. Konen holder tøsefest. Uden afbrydelser. Så tager ungerne under armen og søgt tilflugt. Hos de gamle. De er dog ikke hjemme så vi har huset for os selv. Og så sker det. Helt automatisk. Jeg mærker det i dét jeg træder ind ad døren. Kan ikke gennemskue om det er hans sutsko der gør det. Læder. På skohylden ude i gangen. Behagelige. Render pludselig rundt i huset og fløjter. Den samme sang. Strofe. Igen. Og igen. Tænder op i pejsen. Stabler. Kævle for kævle. Sirligt. Så er jeg helt sikker på at ilden tager fat i første forsøg. Går lettere foroverbøjet. Tværs gennem stuen. Ryggen knaser når jeg rejser mig fra lænestolen. Har også lige været ude i garagen. Ved ikke rigtig hvorfor. Følte bare lige et behov for at gå ud og rode lidt i tingene. Drikker min aftente med en ekstra skefuld sukker for god orden skyld. Ungerne elsker at være her. Spørger slet ikke til bedsteforældrene. Det kan jeg egentlig godt forstå.

@provinsfar