Tag: provinsfar

Byvandring

Henter den ældste og to legeaftaler i SFO. Veninder. Vil gerne gå hjem. Alene. Så jeg kører ud og handler. Indkøb. To steder. Forsøger at trække tiden. Lander alligevel derhjemme samtidig med pigerne. Mærker skuffelsen lyse ud af den ældste. Tag en tur mere. “Far. Du har jo brug for frisk luft”. Smiler til mig. Jeg tilbage. Vender rundt på cyklen. Kører afsted igen mens pigerne låser sig ind. Direkte. Mod fryseren med is. Jeg triller rundt om torvet. Langs åen. Over jernbanen. Forbi biografen. Stopper op og stirrer ud over vandet. Havnen. Har længtes efter friheden de sidste ni år med små børn. Nu hvor jeg pludselig får den foræret ved jeg ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Så jeg vender rundt. Og triller hjem

Panderynker

Putter unger. Den yngste falder for en gang skyld i søvn. Hurtigt. Den ældste derimod. Kæmper. Med at give sig hen. Vender. Drejer. Normalt ville jeg blive utålmodig.

Putter unger. Den yngste falder for en gang skyld i søvn. Hurtigt. Den ældste derimod. Kæmper. Med at give sig hen. Vender. Drejer. Normalt ville jeg blive utålmodig. Se aftenen sidste timer uden afbrydelser. Forsvinde. Madpakker der mangler. Oprydning. Mails. Inden jeg selv skal i seng. Og kæmpe. Med at give mig hen. Vende. Dreje. I stedet gør jeg mig umage med at nyde øjeblikket hvor hun er glad. Træt og snakkesalig. Ligger ved siden af hinanden. På ryggen. Blikket flakker på loftets skrå vægge. Snakker om skolen. Venner. Bussemænd. Korruption. Plus det løse. Samtalen flyder hele tiden i nye retninger. Nysgerrig. På det hele. Vender sig om på siden og betragter mine efterhånden dybe furer i panden. Tidens tand. Spørger hvorfor de er der. Rynkerne. Alderen der sætter sig. Bekymringer. Dybere for hvert år der går. Hun synes nu mere at det ligner bølgeribber. Formet af havet der brydes på stranden. Lyden sol og sommer. Holder fast i det billede mens datteren langsomt giver sig hen til søvnen. Det samme gør jeg. For en stund. Vågner brat. Af næste bølgeskvulp af bekymringer der skyller ind over min pande. Sætter sig. Glæder mig til sommer.

Tæl til fem

Min kone har lige kaldt mig skat. Tror faktisk det er første gang i den tid vi har kendt hinanden. Knap 25 år. Ved derfor ikke helt hvordan jeg skal reagere. Det plejer at være noget hun siger til børnene. Oftest med en lidt træt, overbærende stemme når de spørger efter noget de igen ikke kan finde. På den måde passer hendes svar meget godt til situationen. Derfor venter jeg egentlig også bare på at hun også begynder at tælle til fem.

Min kone har lige kaldt mig skat. Tror faktisk det er første gang i den tid vi har kendt hinanden. Knap 25 år. Ved derfor ikke helt hvordan jeg skal reagere. Det plejer at være noget hun siger til børnene. Oftest med en lidt træt, overbærende stemme når de spørger efter noget de igen ikke kan finde. På den måde passer hendes svar meget godt til situationen. Derfor venter jeg egentlig også bare på at hun også begynder at tælle til fem.

Firmajulegave

Arbejdet har bedt mig vælge en julegave. Klik ind på en hjemmeside og vælg fra listen. Støvsuger. Højtaler. Keramik. Listen fortsætter. Sidste år fik man et gavekort til oplevelser. Mulighed for at udvide horisonten. I år. En liste med kolde ting. Løvblæser. Sengetøj. Stegepande. Jeg panikker. Vælg inden fredag. Ellers vælger vi for dig. Koldsveden sætter ind. Jeg kan ikke engang tage en beslutning om de store ting i livet. Det projekterer jeg ned på listen med dammaskdug. Stiksav. Glasskål. Tidløs. Ligegyldig hvilken tid vi lever i. Ligegyldig. Konen spørger hvad vi skal. Fremadrettet. I livet. Ungerne vil lege. Kommer til skade. FIFA vil have at jeg skal vende det blinde øje til. Fodbold. Det hele sitrer. STOP! Jeg er faktisk i gang med at vælge en støvsuger. Ledningsfri. Tror jeg. Jeg har til fredag med at vælge. Alle andre beslutninger må vente indtil da…

Uden hænder

Vi skændes. Råber. Græder. På skift. Oftest foregår det på vej ud af døren. Den enes manglende tålmodighed overvældes af den andens. Ryster på hovedet. Af hinanden. Indtil vi sætter os på cyklen. Humøret skifter. Snakker. Om dagen. Tanker. Griner. Af hinandens indfald. Uden hænder og med vind i håret. På vej. Kan ikke helt forklare hvorfor det altid er sådan. Vi kan hverken afslutte det vi er igang med. Eller overskue hvor vi skal hen. Der er åbenbart noget der tyder på at vi helst skal være på vej. Uden hænder. Og med vind i håret.