Altid inden Vild Med Dans
Tag: provinsfar
Familieformer
Kysset. Og et lille nip i øret
Ligger på sofaen. Lytter til regnen der slår mod ruden. Konen kigger mig i øjnene. Smiler. Rejser sig. Læner sig ind over mig. Kysser. Længere end normalt. Hun er på vej i seng. Mærker hendes søde duft pirre i kroppen. Lægger an til at rejse mig og trække med ovenpå. I stedet lægger hun sin hånd på min brystkasse. Presser mig tilbage i sofaen. Overgiver mig. Til hende. Læberne mod mine. Kysset. Nipper min øreflip inden hun hvisker til mig at jeg skal blive liggende. Lidt endnu. Hun vil gerne gå i forvejen. Op. Falde ordentligt i søvn. Uden mig. Ellers vækker jeg hende bare med min snorken. Holder hende vågen hele natten. Kigger mig i øjnene. Smiler. Men ikke til at tage fejl af.
Tissetrængende
Mindeord – på en måde
Tænker. På dig. På hvad har du betydet. Fyldt. Hos mig. I det store billede blot en parentes. Alligevel fylder du hele hovedet i disse dage. Påvirker humøret når jeg tænker på at du ikke er her længere. Hvad gik dig på? Hvad gjorde at du ikke længere ville stå. Gå. Videre. Du er ikke den første jeg kender der har sagt farvel. Før tid. Og efter eget valg. Alligevel forstår jeg det ikke. Fik depressionen overtaget. Håbløsheden. Eller kærligheden. Mens jeg sidder her og tænker på dig forsøger jeg at forstå meningen med det hele. En tåre presser sig på. Men vil ikke ud. Pakker den i stedet ind. Gemmer den væk. Ned. Til alle de andre ting man samler på og ikke kan forstå. Livet går videre. Man forbliver en parentes. For nogen er den større end andre. Men livet går videre. Bladrer igennem nyhedsstrømmen. Seneste breaking diskuterer hvorvidt hæve-sænke-borde på hjemmearbejdspladsen skal sikres ved lov. Og ret. Menneskeligt. Måske. Og alligevel helt absurd. Vi fordyber os i retten til at stå op. Hjemme. Men ænser ikke dem der bare prøver at stå. Op. I årevis forsøger de at hæve sig over modløsheden, men ender i sidste ende med at sænke sig selv helt ned i mørket. Nu blot et minde. Ære være dit.
As good as it gets…
Sidder med en følelse. At fremtiden vil få svært ved at slå den lomme vi befinder os i lige nu. Ferie. Nede i gear. Sommerhus. Strand. Udflugter. Som det plejer at være. På den måde har coronaen ingen indflydelse på årets sommerferie. Den ligner de foregående år. Eneste forskel er at jeg nu slæber rundt på en hel del mindre småbørnsudstyr. Det hjælper at ungerne er blevet fire. Seks. Den ældste starter i skole lige om lidt. Vi forsøger derfor at nyde de sidste dage inden en ny hverdag går løs. Faste mødetider. Uden undtagelse. Slut med morgener, hvor gardinet trækkes fra til synet af villavejens børn. Allerede på vej. I skole. Måske. Det kræver i hvert fald at jeg begynder at stå en time tidligere op. Fremadrettet. Men ungerne sprudler af liv. Glæde. Leger sammen. Hver for sig. Lige så meget som de skændes. Uanset hvor meget vi er over dem. Tænker det skal være sådan. Prøver at lære dem at søskende er ens allierede når det hele ramler. Mod forældre. Skole. Omverden. Vælger at tro vi har valgt den rette strategi. Tiden vil vise om vi har ramt rigtigt. Forældrene er underligt nok også nogenlunde i ro. Med sig selv. Og hinanden. Tror jeg. Har glemt at spørge. Konen. Og mig selv. Men det er ferie så der er ingen grund til at forstyrre freden. Lige nu sidder jeg bare og suger det hele ind. I bilen. På vej hjem fra sommerhus. Det tidspunkt hvor jeg virkelig kan mærke livet som familie. Trætte. Vindblæste. Sand mellem tæerne fra den sidste tur til stranden. Kører. Solen går ned undervejs. Hjemme. Mørkt. Selv på en sensommeraften. Næsten. Bærer ungerne ind fra bilen. En af gangen. Sovende. Lægger dem i seng. De vender sig og trækker selv den kolde dyne op over skulderen. Sover videre. Går en runde i haven. Vinden har lagt sig. Stille. Ligesom ungerne. Samler sandaler i dugvåde græs. Det bliver svært at slå den lomme vi befinder os i lige nu.
Bryllupsdag
Inbox Zero
Tættere på Inbox Zero end sidst jeg gik på ferie…
Stegeos
Karantæne-flow
Dag et-eller-andet i et land der er lukket. Ned. I hvert fald lidt endnu. I en tid hvor den primære kontakt til omverden er foregået via hullet i bagboens hæk kan jeg ikke længere skelne dagene fra hinanden. Naboens to katte hvæser dovent af mig hver morgen på hovedtrappen. I en foranderlig tid holder de på deres helt egen facon fast i hverdagens rytme.
Arbejder. Bearbejder. Hjemmefra. Prøver at dele opmærksomheden ligeligt mellem kåde chefer og rastløse unger. Ængsteligheden ulmer, men må tilpasse mig. I første omgang med et intermistisk kontor på soveværelset. Ovenpå. Op og ned af trappen. Til morgenmad. Frokost. Og eftermiddagskage. Praktisk. For kage er ikke et sted hvor man går på kompromis. Slet ikke i en krisetid. Nedlukningen dæmper måske forbruget men madbudgettet sprænger alle rammer. Det ser jeg nu i spejlet. Ulempen ved at have indrettet kontor i soveværelset. Med krum ryg og løftede skuldre betragter jeg mig selv. Skjorten gaber mellem knapperne. En tand mere end i går. Forsvinder. Ind i navlepilleriet. Kun sirenesangen fra online-chefens kalenderinvitationer får mig til at løfte blikket.
Landet er lukket ned men ungerne er tilbage i institution. De er glade. Ungerne. Men den føltes alligevel underlig. Beskeden. Om at det hele tager tilløb til at åbne igen. Hurtigere end først antaget. I tæt parløb med en underliggende rastløshed sidder jeg med en følelse af at komme til at savne det hele. Vores egen lille familieboble. Jeg har ikke noget i klemme i krisen. Endnu. Hverken økonomisk eller helbredsmæssigt. Frygten er der. Måske. Men det er ikke den primære årsag til den spirrende ængstelighed. Det til trods har jeg nydt tiden. En tid hvor man har været tvunget til at blive hjemme. Holde sig fra at lave planer. Eller deltage i planer andre plejer at lave for én. Ingen forpligtelser eller dårlig samvittighed.
Er så småt begyndt at stikke hovedet lidt længere ud igennem hækken. Igen. Forsøger at vende mig til tanken. Og be’r til at jeg en dag kan komme til at passe skjorten igen.
Provinsfar
Provinsfar 