
Fra tillidserklæring til slet skjult sviner i én og samme sætning…

Fra tillidserklæring til slet skjult sviner i én og samme sætning…




Forholdet er muligvis slidt ekstra tyndt i disse dage. Alligevel er det med en vis ængstelse at vi sender ungen tilbage i institution her til morgen
Glem bordfodbold. Massageordning. Og fri telefon. Jeg har kun ét punkt på dagsordenen til fremtidens APV. MUS. Og lønsamtale: Fri adgang til trampolin i arbejdstiden. Det eneste der synes at skabe ægte trivsel på arbejdspladsen.



Aftensmad. Måltidet der binder familien sammen i en ellers fortravlet hverdag. Nærvær. Antageligt. Herhjemme gør måltidet det nære. Værre. Gråd. Forhandling. Anerkendelse. Trussel. Ordre. Forsøger med noget nyt. Lakselasagne. Succesen er til at overse. Lasagne i sig selv får den ældste til at græde. Sætter stemningen for resten af måltidet. Den yngste stemmer i. Kommer i tanker om at hun heller ikke kan lide maden. Pasta. Laks. Hver for sig. Fint. Men altså ikke lag. På lag. Jeg stempler ud. Ved at stemple ind. Lige meget hjælper det. Den hysteriske gråd intensiveres. Hver dag et nyt niveau. Jeg lukker øjnene. Spekulerer på om ungerne vil tænke tilbage på lige netop dette øjeblik. Den dag de selv bliver voksne. Reflektere over opvæksten på samme måde som deres far, der med rædsel mindes hans egen barndom. Forældre der aldrig serverede andet end stegt lever på en hverdagsaften. Gråd. Forhandling. Anerkendelse. Trussel. Ordre. Undtagen de dage hvor det var min far der stod for hovedretten. Hjemmelavet pizza med makrel. I tomat. Den eneste ret jeg har taget med mig ind i voksenlivet. Mine egne børn elsker den. Pizzaen. Makrellen. Nærværet vinder indpas. Jeg begynder at forstå min far på et dybere plan. Har på fornemmelsen at lakselasagnen med spinat går i glemmebogen. Med tiden. På samme måde som den stegte lever.

Vi er tilbage. Til regn. Blæst. Og daglige gøremål. Flyveturen hjemover sugede den sidste rest af sol. Overskud. Ud af forældrene. Resten af familien holder fast eventyret ved at aflevere flasker i Askepot-kostume. Jeg må prøve at tage ved lære…