Tag: provinsfar

Skærmtid

Det er det blå lys der gør det. Tærer i livskvaliteten til langt ud på natten. Eksperter tordner mod skærmtid. Forringer din søvnlængde. For mig er telefonen ikke problemet. Jeg får min søvn. Den afbrydes kun af en kølig, dragende sirenesang. En sang der sniger sig ind efter mørkets frembrud og oplyser mit søvndyssende ansigt. En magisk sang. Sangen om natmad. Rester fra tidligere. Pølse. Chili. Løg. Ristet. Agurk. Syltet. Sennep. Sød. Spiser det koldt. Ligesom lyset. Fra køleskabet. Køleskabet. Det er det der roden til livskvaliteten. Søvnen er udskudt.

@provinsfar

Bænkevarmer

Sidder som en anden single.
På bænken.
Og venter.
Venter på at blive budt op.
Til dans.
Men tiden går.
Intet sker.
Folk begynder at gå hjem.
Trætte.Jeg venter.
Lidt endnu.
Vil ikke helt se det i øjnene.
Er blevet brændt af.
Igen.
Noget med dårlige signaler.
Hvad gik der galt.
Sidder stadig på bænken.
Måske kommer jeg tilbage på sporet.
Hvis jeg venter.
Lidt endnu.

@provinsfar

Det her er mit spot

Det her er mit spot. Husets sjæl. Nerve. I overgangen mellem køkken. Og have. Leverpostej. Og trampolin. Hvis jeg var ryger ville det være her jeg dulmede nerverne med en smøg. Eller opkvikkede farkroppen med en sort kop kaffe. Det gør jeg ikke. Men jeg sidder her. Hele sommeren. Nyder matriklens sidste aftensol. Imens konen putter ungerne. Og når de ikke sover sidder de lige her. Leger. Synger. Plager. Om is. Jordbær. Chokolade. Knækbrød. Saftevand. Og jeg giver mig. Fordi jeg er for blød. Og fordi det er her jeg vil sidde sammen med dem. Det er herfra min verden går. Sådan er det i hvert fald blevet. Herfra man smuglytter til naboens samtaler. Herfra man bliver mindet om at det er tid til at slå græsset. Klippe hækken. Herfra jeg ser mine børn udføre ting på trampolinen som de ikke var i stand til sidste år. Det er det første sted jeg satte mig da vi overtog huset. Skræmt. Fra vid og sans. Over udsigten til et uoverskueligt byggeprojekt. Og en gravid kone. Det bliver sikkert også det sidste sted jeg sætter mig. Den dag jeg er tvunget til at sælge. Fordi knæene ikke kan klare trapperne. Eller fordi alderen gør mig for forvirret til at passe det. Så vil jeg sætte mig her. Og tage det hele ind. Det her er mit spot.
@provinsfar

Arbejdsdag i institutionen

Endnu et år med børn i institution. Endnu et år med tradition. Arbejdsdag for forældre. Folk kommer altid tidligt. Som om de aldrig arbejder. Tvunget til at mingle. Smile. Small-talke. Grine af de andres vittigheder. Kigger på opgaverne. Listen fuld af krydser. En iver efter at vise overskud. Primært fra forældrene med kun ét barn. Endnu kun i vuggestuen. Jeg starter programmet med en kop. Varmt. Kaffe. Et øjeblik. Pædagog-agtigt slentrer jeg rundt på legepladsen. Udstråler overblik. Føler mig som en del af stedet. Ét vue på børnene. Mest fokus på koppen. Kaffen. Kan godt mærke at jeg er mere rutineret i år. Kender på en måde gamet. Beslutter mig for at fikse ting. Hamre. Save. Borde. Bænke. Teamer op med fædre med udstyret i orden. Mandigt. Gør det. Fællesspisning. Buffet. Pizzasnegle. Salater. Pølsehorn. Kager med toppings. Hjemmelavet. Hvem kan overgå hinanden. Dammit. Glemt eget bidrag. Spæner hjem. Kigger i køleskabet. Febrilsk. Tomt. Griber et fad. Sniger. Langs hækken. I Kvickly. Færdigretten fra disken. Frikadeller. Flår emballagen af. Hælder dellerne i fadet. Slentrer. Overskudsagtigt tilbage. Serveret. Kigger rundt. Konstaterer. Tre fade. Med frikadeller. På bordet. Alle fra Kvickly. Rødmer. Smiler. Spiser.

@provinsfar