Tag: rejsefeber

Tube uden låg

Håbet var at en lille måned i troperne ville lette dagligdagen. Ingen madpakker eller flyverdragter der overdøver morgenritualet. I stedet udsigt til klipklappere. Badeshort. Solbriller. Videre. Men det modsatte har vist sig. Møder i stedet dagen. Varmen. Med en allergisk reaktion. En økologisk solcreme sender mig til tælling. Faktor 30. Da hævelsen lægger sig hen af eftermiddagen må jeg til lægen. En tur i poolen har fjernet hørelsen. I øvrigt det tredje kontinent hvor øret kræver et lægebesøg. Sidst det skete var i Liberia. Hos en god ven bosiddende i Monrovia. Her placeres jeg på et stålbord. Vipper. Fanen skratter i baggrunden. Den lokale læge kigger opgivende på mig. Med en vis skepsis undrer jeg mig over at jeg skal have en lang, spids og brugt stålpind ind i øret. En udefinerbar, udtørret creme ligger på bordet. Tube uden låg. - Don’t worry. This is medicine made by the white man. Han griner. Lægen. Jager den spidse metalpind ind i øregangen på mig. Resterne af den udtørret creme følger samme vej. Seancen koster mig en formue. Men virker. Dag 2. Tilbringer dagen i sengen med opkast og dårlig mave. Jeg har boet næsten 10 år i troperne. Sammenlagt. Uden at det tilsyneladende har har gjort mig synderligt hårdfør. Skrøbelighed frem for alt. Dag 3. Solcreme. Øredråber. Mavepiller. Babypudder. Følsomme inderlår. Næsespray. Morgenritualet i troperne trækker ud. Resten af familien sidder tålmodigt og venter.

Håbet var at en lille måned i troperne ville lette dagligdagen. Ingen madpakker eller flyverdragter der dominerer morgenritualet. I stedet udsigt til klipklappere. Badeshort. Solbriller. Videre. Men det modsatte har vist sig. Møder i stedet dagen. Varmen. Med en allergisk reaktion. En økologisk solcreme sender mig til tælling. Faktor 30. Da hævelsen lægger sig hen ad eftermiddagen må jeg til lægen. En tur i poolen har fjernet hørelsen. I øvrigt det tredje kontinent hvor øret kræver et lægebesøg. Sidst det skete var i Liberia. Hos en god ven bosiddende i Monrovia. Her placeres jeg på et stålbord. Vipper. Fanen skratter i baggrunden. Den lokale læge kigger opgivende på mig. Med en vis skepsis undrer jeg mig over at jeg skal have en lang, spids og brugt stålpind ind i øret. En udefinerbar, udtørret creme ligger på bordet. Tube uden låg. – Don’t worry. This is medicine made by the white man. Han griner. Lægen. Jager den spidse metalpind ind i øregangen på mig. Resterne af den udtørret creme følger samme vej. Seancen koster mig en formue. Men virker. Dag 2. Tilbringer dagen i sengen med opkast og dårlig mave. Jeg har boet næsten 10 år i troperne. Sammenlagt. Uden at det tilsyneladende har har gjort mig synderligt hårdfør. Skrøbelighed frem for alt. Dag 3. Solcreme. Øredråber. Mavepiller. Babypudder. Følsomme inderlår. Næsespray. Morgenritualet i troperne trækker ud. Resten af familien sidder tålmodigt og venter.

Vindhastighed

På væggen står der at man ikke må smide papiret direkte i toilettet. Tropeøens kloaksystem kan ikke klare presset når Vesten kommer forbi. Og sætter sig. I stedet henvises der til skraldespanden. Det kræver sin mand for spanden står i modsatte hjørne. Med badeshorts om anklerne prøver jeg at samle tankerne. Solen bager ned på det lille blikskur. Sveden pibler. Løber. Salt i øjnene. Udenfor bruser bølgerne. To gekkoer standser et øjeblik deres dans efter myg. Loftet. Som om de afventer mit næste træk. Dansen om spanden. Fanen hakker. Cirkulerer varmen i det trange rum. Lugten. Bider i næsen. Vindhastighed 2. Det hele afhænger af hvad jeg gør nu. I dette øjeblik. Mange timer tilbragt. Alene. Med de tidlige versioner af iPhones. Paper Toss. Topscorer. Vis mig hvad du er lavet af….3...2...1….

På væggen står der at man ikke må smide papiret direkte i toilettet. Tropeøens kloaksystem kan ikke klare presset når Vesten kommer forbi. Og sætter sig. I stedet henvises der til skraldespanden. Det kræver sin mand for spanden står i modsatte hjørne. Med badeshorts om anklerne prøver jeg at samle tankerne. Solen bager ned på det lille blikskur. Sveden pibler. Løber. Salt i øjnene. Udenfor bruser bølgerne. To gekkoer standser et øjeblik deres dans efter myg. Loftet. Som om de afventer mit næste træk. Dansen om spanden. Fanen hakker. Cirkulerer varmen i det trange rum. Lugten. Bider i næsen. Vindhastighed 2. Det hele afhænger af hvad jeg gør nu. I dette øjeblik. Mange timer tilbragt. Alene. Med de tidlige versioner af iPhones. Paper Toss. Topscorer. Vis mig hvad du er lavet af….3…2…1….

Kun 388 sider tilbage

I dag formåede jeg at læse i min medbragte bog. Kan ikke huske hvornår det sidst er sket. Hele fem sider kun afbrudt af ledsaget toiletbesøg. Oppustning af badevinger. Konfliktmægling over strandlegetøj. Jagt efter muslingeskaller. Koralrester. Hentning af friskpresset juice til at dæmpe rastløsheden hos børn. Og voksne. Solkrem i rotation. Men jeg gjorde det!

I dag formåede jeg at læse i min medbragte bog. Kan ikke huske hvornår det sidst er sket. Hele fem sider kun afbrudt af ledsaget toiletbesøg. Oppustning af badevinger. Konfliktmægling over strandlegetøj. Jagt efter muslingeskaller. Koralrester. Hentning af friskpresset juice til at dæmpe rastløsheden hos børn. Og voksne. Solkrem i rotation. Men jeg gjorde det!

Chiang Mai Belly

Lige så vidunderlig en spicy nuddelret er når den indtages på en plastikstol under den tropiske nattehimmel. Lige så ubehagelig er den når den kommer op igen. Et par timer senere. Med hovedet i et long drop. Lige til den disciplin foretrækker jeg nok det mere smagløse, danske køkken...⁠

Lige så vidunderlig en spicy nuddelret er når den indtages på en plastikstol under den tropiske nattehimmel. Lige så ubehagelig er den når den kommer op igen. Et par timer senere. Med hovedet i et long drop. Lige til den disciplin foretrækker jeg nok det mere smagløse, danske køkken…⁠

Astma

Jeg havde astma som knægt. Det startede vist omkring syvårsalderen. Da det stod værst til måtte min far bære mig rundt på grund af manglende luft. Ingen energi. Det tog noget tid inden mine forældre fandt ud af hvad jeg fejlede. Lægerne hang vist ikke rigtig på træerne. Dengang. Slutfirserne. Mine forældre havde slået sig ned i Bangladesh. For en stund. Men det blev bedre. Medicinen gav mig energien tilbage. Begyndte at løbe. Ikke sammen med min far. Han var mere til pibe. Og squash med sin norske kollega. Så han hægtede mig i stedet på en anden voksen. Jævnligt. Løb side om side med manden. Flemming. Tror jeg. Vi sagde ikke så meget til hinanden. Men jeg husker ham tydeligt. Malende i sit tempo. Virkede lidt gammel. De lokale stod langs med floden. Betragtede os imens de indhyllede sig selv i sæbeskum. Lyserødt. Old school. Fra top. Til tå. Rystede på hovedet af os. Jeg måtte kæmpe for at følge med. Hans vejrtrækning var hypnotisk. Rytmisk. Hvæsende. Han lod til at kæmpe om hver eneste sug af den fugtige, tropiske aftenluft. Ned i lungerne. Jeg undrede mig meget. Dengang. Det var trods alt mig der havde astma. Holdt mig oppe på fire daglige doser. Binyrebarkhormon i spray form. Men det var manden der hvæsede. Hvorfor. Da slår det mig. Her midt ude på min faste løberute. Igennem skoven. Forår. Der er ingen lokale køgegensere i åen der vasker sig. Med sæbe. Men mit tempo er malende. Min vejrtrækning er hypnotisk. Rytmisk. Hvæsende. Jeg har ikke astma længere. Jeg har bare nået samme alder som Flemming. Min gamle løbemakker.


Omelet

En uges arbejde på den anden side af Ækvator. Ingen bleer. Madpakker. Putteritualer. Natteroderi. Bagkanter. Legeaftaler. En provinsfars flugt via mellemlanding i Paris. I kærlighedens by beskyldes man for at gramse en engelsk fyr på røven. Paskontrollens kø-jury vender sig og stirrer. Dømmer. Nådesløst. Rejsefeberens svedperler tager til i styrke. Overlæben. Søger tilflugt i Duty Free. Et øjeblik. Videre til Nairobi. Lufthavnen er løbet tør for visumformularer. Printeren er itu så må vente. Længe. Xerox driller på alle arbejdspladser. Endelig fremme. En uge på byens ældste hotel. Femstjernet historisk vingesus. Hemmingway lå her i ugevis med dysenteri. Engang. Morgenmadens chili-omelet sender en hilsen fra fortiden. Må op og lægge mig efter den oplevelse. Mærker nu historiens vingesus vende sig. Derhjemme hedder det vist omgangssyge. Her er det omeletten. En uge med tre timers søvn om natten. Panikken breder sig da kufferten åbnes næste morgen. Mon Karen Blixen strøg sine egne skjorter. Kæmper for at holde mig vågen om dagen. Ingen unger. Alligevel har børneranderne under øjnene vokseværk. En uge der pludselig føles forbavsende hjemmevant. Elsker det.

@provinsfar