
Håbet var at en lille måned i troperne ville lette dagligdagen. Ingen madpakker eller flyverdragter der dominerer morgenritualet. I stedet udsigt til klipklappere. Badeshort. Solbriller. Videre. Men det modsatte har vist sig. Møder i stedet dagen. Varmen. Med en allergisk reaktion. En økologisk solcreme sender mig til tælling. Faktor 30. Da hævelsen lægger sig hen ad eftermiddagen må jeg til lægen. En tur i poolen har fjernet hørelsen. I øvrigt det tredje kontinent hvor øret kræver et lægebesøg. Sidst det skete var i Liberia. Hos en god ven bosiddende i Monrovia. Her placeres jeg på et stålbord. Vipper. Fanen skratter i baggrunden. Den lokale læge kigger opgivende på mig. Med en vis skepsis undrer jeg mig over at jeg skal have en lang, spids og brugt stålpind ind i øret. En udefinerbar, udtørret creme ligger på bordet. Tube uden låg. – Don’t worry. This is medicine made by the white man. Han griner. Lægen. Jager den spidse metalpind ind i øregangen på mig. Resterne af den udtørret creme følger samme vej. Seancen koster mig en formue. Men virker. Dag 2. Tilbringer dagen i sengen med opkast og dårlig mave. Jeg har boet næsten 10 år i troperne. Sammenlagt. Uden at det tilsyneladende har har gjort mig synderligt hårdfør. Skrøbelighed frem for alt. Dag 3. Solcreme. Øredråber. Mavepiller. Babypudder. Følsomme inderlår. Næsespray. Morgenritualet i troperne trækker ud. Resten af familien sidder tålmodigt og venter.





