Coronaen har ramt. Mig. Hårdt. Må derfor isolere mig i udestuen. Herfra betragter jeg resten af familien på afstand mens jeg skiftevis fryser. Hoster. Og har hovedpine. På den anden side af glasdøren går livet videre. Mørket falder på, men udestuen lyser haven op. Som et andet akvarie følger de forbipasserende med fra stien. I provinsen er rygtet nemlig det eneste der spreder sig hurtigere end selve coronavirus. Der bliver holdt øje. Feberen raser i kroppen. Vil ud. Men hænger i. Det eneste jeg kan tænke på er mine unger. Om jeg mon har isoleret mig i tide så de slipper for at blive smittet. Og så selvfølgelig hvornår de logger af Netflix. Vi har begrænsning på hvor mange enheder der kan være på af gangen.