Jeg havde astma som knægt. Det startede vist omkring syvårsalderen. Da det stod værst til måtte min far bære mig rundt på grund af manglende luft. Ingen energi. Det tog noget tid inden mine forældre fandt ud af hvad jeg fejlede. Lægerne hang vist ikke rigtig på træerne. Dengang. Slutfirserne. Mine forældre havde slået sig ned i Bangladesh. For en stund. Men det blev bedre. Medicinen gav mig energien tilbage. Begyndte at løbe. Ikke sammen med min far. Han var mere til pibe. Og squash med sin norske kollega. Så han hægtede mig i stedet på en anden voksen. Jævnligt. Løb side om side med manden. Flemming. Tror jeg. Vi sagde ikke så meget til hinanden. Men jeg husker ham tydeligt. Malende i sit tempo. Virkede lidt gammel. De lokale stod langs med floden. Betragtede os imens de indhyllede sig selv i sæbeskum. Lyserødt. Old school. Fra top. Til tå. Rystede på hovedet af os. Jeg måtte kæmpe for at følge med. Hans vejrtrækning var hypnotisk. Rytmisk. Hvæsende. Han lod til at kæmpe om hver eneste sug af den fugtige, tropiske aftenluft. Ned i lungerne. Jeg undrede mig meget. Dengang. Det var trods alt mig der havde astma. Holdt mig oppe på fire daglige doser. Binyrebarkhormon i spray form. Men det var manden der hvæsede. Hvorfor. Da slår det mig. Her midt ude på min faste løberute. Igennem skoven. Forår. Der er ingen lokale køgegensere i åen der vasker sig. Med sæbe. Men mit tempo er malende. Min vejrtrækning er hypnotisk. Rytmisk. Hvæsende. Jeg har ikke astma længere. Jeg har bare nået samme alder som Flemming. Min gamle løbemakker.