Putter unger. Den yngste falder for en gang skyld i søvn. Hurtigt. Den ældste derimod. Kæmper. Med at give sig hen. Vender. Drejer. Normalt ville jeg blive utålmodig. Se aftenen sidste timer uden afbrydelser. Forsvinde. Madpakker der mangler. Oprydning. Mails. Inden jeg selv skal i seng. Og kæmpe. Med at give mig hen. Vende. Dreje. I stedet gør jeg mig umage med at nyde øjeblikket hvor hun er glad. Træt og snakkesalig. Ligger ved siden af hinanden. På ryggen. Blikket flakker på loftets skrå vægge. Snakker om skolen. Venner. Bussemænd. Korruption. Plus det løse. Samtalen flyder hele tiden i nye retninger. Nysgerrig. På det hele. Vender sig om på siden og betragter mine efterhånden dybe furer i panden. Tidens tand. Spørger hvorfor de er der. Rynkerne. Alderen der sætter sig. Bekymringer. Dybere for hvert år der går. Hun synes nu mere at det ligner bølgeribber. Formet af havet der brydes på stranden. Lyden sol og sommer. Holder fast i det billede mens datteren langsomt giver sig hen til søvnen. Det samme gør jeg. For en stund. Vågner brat. Af næste bølgeskvulp af bekymringer der skyller ind over min pande. Sætter sig. Glæder mig til sommer.
Provinsfar 