Kærlighed (læs:handlebolle)
Tag: småbørn
Drikkebouillon
Har været ramt. Flere dage. Af en allergisk reaktion. Ingen ved noget. Gætter. Også lægerne. Måske er det den fancy sovs fra sidste weekends bryllup. Penicilin-kuren jeg måtte igennem ugen før. Eller noget vaskepulver vi aldrig har brugt. Ingen ved noget. Men den har sit eget liv. Allergien. Ræser rundt i kroppen. Prøver at finde vej. Ud. Så må en tur på sygehuset og bliver budt velkommen med armbånd. Festivalsæsonen går på hæld. Registreret. Under observation og med binyrebarkhormoner direkte i årene. Venter på svar. Det eneste jeg kan gøre er at kigge på uret. På væggen. Den røde sekundviser tikker. Langsomt. Imens transporteres den ene båre efter den anden forbi ude på gangen. Supersygehus in spe. En alarm går midt om natten. Personalet smider hvad de har i hænderne. Løber. Timerne går. Prøver at vurdere hvornår det er bedst at tage hul på en kop drikkebouillon. Knorr. Pulver. Kræver kun lidt kogt vand. Fandt den ude ved rullebordet med det røde saftevand. Klassisk. Stærk. Ikke engang svigermor blander sin Ribena half n’ half. Men Knorr-koppen er dagens højdepunkt. Venter. Til personalet fylder nyt vand på kanden. Skoldhed. Ellers er den spildt. Lægen kommer men ingen ved noget. Så må blive en nat mere. Stadig solide doser. Af hormoner og histaminer. Nu i pilleform. Når de ellers engang finder dem. Pillerne. Supersygehuset er efter sigende løbet tør. Timerne går. Indtil de kapitulerer og jeg sender bud efter egne piller. Hjemmefra. Imens kommer pigerne på visit. Hånd i hånd. Med gave til far. Chokolade. Smelter. Hjertet. Ikke chokoladen. Den spiser ungerne selv. Leger turpas med min hæve-sænke-seng indtil forældrenes stress tager over og vi vinker. Farvel. Efterlader altid et stort indtryk. Ungerne. Denne gang chokoladepletter på lagenet. Og dyk-ænder i vandflasken. Elsker det. Sover. Vågner. Tid til tjek af puls og temperatur. Termometer i det ene øre “hmm, temperaturen er lidt lav”. Det andet øre. “Den er også lav. Du har nok bare meget ørevoks. Alt er fint…”. Jeg indtager min hjemmebragte piller og får at vide at jeg kan tage hjem igen. Allergien vil stadig gerne ud. Det vil jeg også. Alle er glade.
@provinsfar
Nej – men jeg prøver!
200 skridt. Mindst
Møder en dreng på diget efter en dukkert. Hedebølge i sommerhuset. Kun lige fyldt fem. Drengen. Går alene da solen står højest på himlen. Kigger rundt mens jeg prøver at øjne en voksen. Ingen. Kun en enkelt hundelufter vandrer forbi i rask tempo. Kæmper for at følge med hunden. Hvem lufter hvem? Drengen slentrer videre uden at se sig tilbage. Iagttager ham et par hundrede meter inden jeg kalder på ham. Sød dreng. Virker ikke synderligt påvirket. Han er bare ude at gå en lille tur. En hemmelighed for sin mor. Og bror. Mærker panikken brede sig. I mig. Knægten stadig ukuelig. Overtaler ham alligevel til at vende om mens jeg prøver at finde ud af hvorfra han er kommet. 200 skridt. Eller 1000. Mindst. Ifølge ham selv. Imens prøver jeg at bevare roen. Trasker ned på stranden med knægten i hælene. Lyshåret. Ingen lyserøde håndklæder i sigte. Ifølge drengen kan der sidde mindst tre på det håndklæde. Mor. Lillebror. Og ham selv. Ikke far. Han er rejst sydpå. Spørger det ene badehåndklæde efter det andet. Ingen har set en mor på jagt efter en forsvunden knægt. Som ringe i vandet spredes budskabet. Fra badehåndklæde til tæppe. Fra gummibåd til badedyr. Indstiller mig langsomt på en tur til campingpladsen mens vi venter på landbetjenten. I stedet spotter jeg en kvinde længere nede af stranden. Famler. Rådvild. Fra badedyr til gummibåd. Fra tæppe til badehåndklæde. Vores blikke mødes og jeg vinker beroligende tilbage. Peger på drengen der tålmodigt er fulgt i hælene. Med tårer trillende omfavner hun sin knægt. Sender et taknemmeligt blik. Jeg nikker. Siger at alt er godt og trisser langsomt mod sommerhuset. Varmt sand. Vender mig om og spejder efter knægten. Stadig i sin mors favn. Nu i det fjerne. Et tåre trænger sig på da jeg ser mine tøser lege i haven. Skal lige til at tale med store bogstaver. Ingen går nogen steder uden at sige det til mor. Eller far. Vælger i stedet at give dem et kram. Sætter mig på terrassen. Betragter deres leg. Fredfyldt. Et øjeblik. Indtil den ene har taget den andens legetøj. Eller var det omvendt. I hvert fald ender det i gråd. Også her må man finde en løsning. Dramaet fra diget får en lykkelig slutning. Dramaet i haven tegner til at trække ud.
Er du helt sikker?
Toiletbesøg
Midtvejskrise, Vol. 1
Jeg tror jeg har ramt krisen. Den man møder halvvejs. Man siger den kommer når man runder de fyrre-ish. Det betyder at jeg egentlig har et par år at give af. Udfordringen er at jeg altid været den forsigtige type og derfor gerne vil være på forkant med tingene. Sorgerne. Kæmper lidt med meningen med det man har gang i. Har slugt et årtis arbejdsliv. Sidder samme sted. Har det som om jeg kun lige er gået i gang. Frygter jubilæumstalen til september. De første fem år var ærligt talt lidt kedelige nu hvor jeg tænker tilbage. Gemte mig over i hjørnet mens jeg i stedet brugte tiden på fodbold. Blive gift. Ombygge lejlighed. Forsøge mig med børn. Ufrivillig barnløs. Det synes vist at være normen i dag. Brugte fire år på at få den første. Cyklede jævnligt tværs gennem København med en plastikkop under armen. Skruelåg. De fleste i morgentrafikken på Godthåbsvej kører typisk med lidt morgenbrød. Måske et forkælet kæledyr. I cykelkurven. Jeg selv hjulede med halvdelen af hvad der måske kunne blive et barn. På sigt. Men det lykkedes. Til sidst. Rigshospitalet. De var med til at redde ægteskabet. Barn nummer to kom på samme måde. Ikke på Rigshospitalet. Men ovenpå et solcenter på Nørrebro. Det lyder frækt. Men der ligger den altså. Privatklinikken. Meget stolte af deres statistik. Tæt på rammegaranti om man vil. Men til hvilken pris. Nummer to var på egen regning. Et greb i lommen og en hormon-overdosis til konen. Derefter flygtede vi ud af storbyen. Forblændet af ro. Ro på tilværelsen. Det blev i stedet til et vanvittigt husprojekt og blebørn. Samtidigt. Siden har vi forsøgt at få vejret. Tror vi er halvvejs. Det betyder at jeg har et par år at give af.
@Provinsfar
Kartoffelmel
Dukkehoved
Jeg har to døtre. Små. Men med hver deres meninger. Omvendt er jeg vokset op med to søstre. Med hver deres meninger. Jeg har derfor aldrig tænkt at det skulle blive noget problem at blive far. Til to piger. Synes jo jeg har set det meste hjemmefra. Men nu har jeg lige haft en ophidset og helt igennem tårevædet diskussion med min ældste datter. Farven på hårelastikken var forkert. Så nu slår det mig. Jeg ved i virkeligheden ingenting. Hver gang der var optræk til drama med mine søstre hev jeg enten hovederne af deres dukker. Eller løb ud og spillede fodbold indtil konflikten drev over. Dengang. Står med de samme overvejelser. Nu. Jeg ved i virkeligheden ingenting.
@provinsfar
“Jo du vil…..så”
Provinsfar 