
Det bar’ fordi…




Det er ikke længe siden
hvor jeg tog mig mig selv.
I at gå en tur. Med barnevognen.
Bare ned og runde torvet.
Lige for at mærke.
De bløde blikke.
Fra byens kvinder.
Hjem igen.
Sådan er det ikke længere.
Ungerne er for store.
Barnevognen er væk.
Slæber dog stadig rundt på alt udstyret.
Kan godt mærke at det er lidt andre blikke
Jeg nu møder fra byens kvinder.
Hjem igen.

Far!
Jeg håber du bliver 100 år.
Inden du dør.

Hvad er lyden af villavej. Et træt ansigt. Forårssol. Varmen hjælper. En stær kvidrer i træet. I nærheden. Skarpt forfulgt af spurve fra busken. Duen gider ikke. Den kigger dovent ned fra sin lygtepæl. HjemIs-bilen ringer. Kommer nærmere. Et fly på tværs af himlen. Hvid streg. Blå himmel. Bevæger sig hurtigere end lyden. Et nys af pollen drysser fra de høje birketræer. Fyraften. Starter en streng af plæneklippere i nabolaget. Vinden får de visne bøgehække til at rasle. Venter som de sidste på at springe ud. Naboens børn hopper i trampolin. En motorcykel gasser op. Suser forbi. Spiser ude. Forår. Inden hvepsesæsonen stresser måltidet. Med viftende håndled. Og klask med smækkeren. I haven. Tidligere betød det en duft af kul. Og tændbriketter. I dag. Blot et par klik-lyde til at antænde gasgrillen. Holder fast. Spiser. Skyggerne overtager terrassen. Ulvetimen sætter ind inden kullene bliver varme. Grædende børn. Skyldes primært tanken om kogte broccoli. En forælders lod her i livet. Spis. Ellers er der ingen HjemIs. Til dessert. Roen sænker sig. Duen er fløjet. Havedøren smækker. Lyden af villavej. Nogenlunde i den dur.
@provinsfar
