I dag formåede jeg at læse i min medbragte bog. Kan ikke huske hvornår det sidst er sket. Hele fem sider kun afbrudt af ledsaget toiletbesøg. Oppustning af badevinger. Konfliktmægling over strandlegetøj. Jagt efter muslingeskaller. Koralrester. Hentning af friskpresset juice til at dæmpe rastløsheden hos børn. Og voksne. Solkrem i rotation. Men jeg gjorde det!
Ligger her. På en strandstol. Lytter til bølgeskvulp fra det azurblå hav. I skyggen af svajende palmer mærker jeg den konstante lune brise mod det lettere solbrændte ansigt. Ungerne leger i vandkanten. Opslugte af at finde de helt rette koralstumper. Sandslot. Det eneste der rammer mig. Lige her. Nu. Er det iskolde kondensvand fra glasset med den friskpressede vandmelon. Juice. Drypper. Isner mit varme maveskind. Hver gang. Som en lille slags reminder om at idyllen kun er til låns…
Er taget på ferie. Barsel. Skal have brændt den sidste rest af inden den ældste begynder i skole. Til sommer. Hvor faste mødetider og skole-hjem-samtaler bliver nye kilder til stress i hverdagen. Men inden vi når så langt er vi flygtet til varmere himmelstrøg. En lille måned på den anden side af kloden. Håbet er at undslippe den snigende vinterdepression der presser sig på. Naivt. Måske. Men i år foregår den for første gang uden bleer. Og klapvogne. En helt ny oplevelse. Ferien. Inden jeg får set mig om vil jeg kunne sidde på en fortorvscafe. Et sted. Nyde en croissant. Og en latte. Mens tøserne i min familie shopper. Noget tyder i hvert fald på at ungerne har det gen der skal til. Kan mærke vinterdepressionen langsomt fordufter. Glæder mig allerede nu til ferierne i fremtiden.
Provinsfar 