Der var engang jeg kunne træne intensivt. Fire dage i løbet af ugen – og derefter spille to fodboldkampe på en weekend. Uden at blinke med øjnene. Det mener jeg egentlig stadig at jeg kan. Alligevel sortner det for øjnene. Og anstrengelserne overvælder min lår. De tre minutter jeg indtil videre har vippet med mine unger i løbet af ferien…
Intet nyt at berette fra fronten. Provinsen. Handelsbyen. Villavejen. Matriklen. Stuen. Sofaen. Den lettere intermistiske arbejdsstation. Mig og min bærbar. Tramper i arbejdsklaveret. Ligesom i går. I år. Sidste år. Omgivet af støvede potteplanter. Og ungernes brugte sokker der sorgløst ligger spredt henover stuegulvet. Den eneste lyd i lokalet er fingrenes dans på tastaturet. Hurtigt. Taktfast. Accelererer. Stopper brat. Bogstaverne lander i den forkerte rækkefølge. Så må tilbage og gentage sætningen. Flere gange. Fuld fart. Frem. Frem. Tilbage. Tastaturets klikken er nu øredøvende. Løfter hænder og blik. Neglene er blevet for lange. Igen. Længere end i går. Forsvinder ind i tanker om lyse nætter i sommerhuset. Den eneste tid på året hvor neglene vokser med samme iver. Dobbelt hast. Først nu indser jeg at det måske ikke er havgusen der får neglene til at vokse. Hurtigere. Snarere tiden der står stille. Dag. Uge. Måned. Det hele skete i går. I virkeligheden er der nærmest gået et år. Med dage der ligner hinanden. En blåmejse banker på ruden med sit næb. Istemmer rytmen fra mit tastatur. Hurtigt. Taktfast. Skålen med nødder er tom. Igen. Rejser mig. Smiler. Sender en lille hilsen retur. Fuglen er forlængst fløjet. Jeg vil gøre det samme så snart varmen vender tilbage. Mod sommerhuset. Med to prik i armen hvis alt går vel. Finde ro i at neglene vokser mens jeg intet nyt beretter fra fronten.
Sidder med en følelse. At fremtiden vil få svært ved at slå den lomme vi befinder os i lige nu. Ferie. Nede i gear. Sommerhus. Strand. Udflugter. Som det plejer at være. På den måde har coronaen ingen indflydelse på årets sommerferie. Den ligner de foregående år. Eneste forskel er at jeg nu slæber rundt på en hel del mindre småbørnsudstyr. Det hjælper at ungerne er blevet fire. Seks. Den ældste starter i skole lige om lidt. Vi forsøger derfor at nyde de sidste dage inden en ny hverdag går løs. Faste mødetider. Uden undtagelse. Slut med morgener, hvor gardinet trækkes fra til synet af villavejens børn. Allerede på vej. I skole. Måske. Det kræver i hvert fald at jeg begynder at stå en time tidligere op. Fremadrettet. Men ungerne sprudler af liv. Glæde. Leger sammen. Hver for sig. Lige så meget som de skændes. Uanset hvor meget vi er over dem. Tænker det skal være sådan. Prøver at lære dem at søskende er ens allierede når det hele ramler. Mod forældre. Skole. Omverden. Vælger at tro vi har valgt den rette strategi. Tiden vil vise om vi har ramt rigtigt. Forældrene er underligt nok også nogenlunde i ro. Med sig selv. Og hinanden. Tror jeg. Har glemt at spørge. Konen. Og mig selv. Men det er ferie så der er ingen grund til at forstyrre freden. Lige nu sidder jeg bare og suger det hele ind. I bilen. På vej hjem fra sommerhus. Det tidspunkt hvor jeg virkelig kan mærke livet som familie. Trætte. Vindblæste. Sand mellem tæerne fra den sidste tur til stranden. Kører. Solen går ned undervejs. Hjemme. Mørkt. Selv på en sensommeraften. Næsten. Bærer ungerne ind fra bilen. En af gangen. Sovende. Lægger dem i seng. De vender sig og trækker selv den kolde dyne op over skulderen. Sover videre. Går en runde i haven. Vinden har lagt sig. Stille. Ligesom ungerne. Samler sandaler i dugvåde græs. Det bliver svært at slå den lomme vi befinder os i lige nu.
Tættere på Inbox Zero end sidst jeg gik på ferie…
Møder en dreng på diget efter en dukkert. Hedebølge i sommerhuset. Kun lige fyldt fem. Drengen. Går alene da solen står højest på himlen. Kigger rundt mens jeg prøver at øjne en voksen. Ingen. Kun en enkelt hundelufter vandrer forbi i rask tempo. Kæmper for at følge med hunden. Hvem lufter hvem? Drengen slentrer videre uden at se sig tilbage. Iagttager ham et par hundrede meter inden jeg kalder på ham. Sød dreng. Virker ikke synderligt påvirket. Han er bare ude at gå en lille tur. En hemmelighed for sin mor. Og bror. Mærker panikken brede sig. I mig. Knægten stadig ukuelig. Overtaler ham alligevel til at vende om mens jeg prøver at finde ud af hvorfra han er kommet. 200 skridt. Eller 1000. Mindst. Ifølge ham selv. Imens prøver jeg at bevare roen. Trasker ned på stranden med knægten i hælene. Lyshåret. Ingen lyserøde håndklæder i sigte. Ifølge drengen kan der sidde mindst tre på det håndklæde. Mor. Lillebror. Og ham selv. Ikke far. Han er rejst sydpå. Spørger det ene badehåndklæde efter det andet. Ingen har set en mor på jagt efter en forsvunden knægt. Som ringe i vandet spredes budskabet. Fra badehåndklæde til tæppe. Fra gummibåd til badedyr. Indstiller mig langsomt på en tur til campingpladsen mens vi venter på landbetjenten. I stedet spotter jeg en kvinde længere nede af stranden. Famler. Rådvild. Fra badedyr til gummibåd. Fra tæppe til badehåndklæde. Vores blikke mødes og jeg vinker beroligende tilbage. Peger på drengen der tålmodigt er fulgt i hælene. Med tårer trillende omfavner hun sin knægt. Sender et taknemmeligt blik. Jeg nikker. Siger at alt er godt og trisser langsomt mod sommerhuset. Varmt sand. Vender mig om og spejder efter knægten. Stadig i sin mors favn. Nu i det fjerne. Et tåre trænger sig på da jeg ser mine tøser lege i haven. Skal lige til at tale med store bogstaver. Ingen går nogen steder uden at sige det til mor. Eller far. Vælger i stedet at give dem et kram. Sætter mig på terrassen. Betragter deres leg. Fredfyldt. Et øjeblik. Indtil den ene har taget den andens legetøj. Eller var det omvendt. I hvert fald ender det i gråd. Også her må man finde en løsning. Dramaet fra diget får en lykkelig slutning. Dramaet i haven tegner til at trække ud.
En aftentur på stranden. Et hop i havet. Ungerne lokker.
Tager et billede der indfanger øjeblikket. Tøver lidt med at lægge billedet på de sociale medier. Man skal jo begrænse den slags når det ikke kun handler om en selv. Beslutter mig alligevel for at lægge det op.
Censureret. Selvfølgelig.
@provinsfar
10 dage i sommerhus.
På stranden. To gange dagligt.
Forcerer klitterne i fuld oppakning.
Ekstra bleer. Solkrem. Strandlegetøj.
Fiskenet. Tæpper. Håndklæder.
Madpakker. Skiftetøj. Badevinger.
Drage. Gummibåd. Læhegn.
Trækvogn. Og cykler. Selvfølgelig.
Bygger sandslot. Og spiser is.
Sover som en drøm.
På den igen i morgen.
10 dage i sommerhus.
@provinsfar
Provinsfar 