Tænker. På dig. På hvad har du betydet. Fyldt. Hos mig. I det store billede blot en parentes. Alligevel fylder du hele hovedet i disse dage. Påvirker humøret når jeg tænker på at du ikke er her længere. Hvad gik dig på? Hvad gjorde at du ikke længere ville stå. Gå. Videre. Du er ikke den første jeg kender der har sagt farvel. Før tid. Og efter eget valg. Alligevel forstår jeg det ikke. Fik depressionen overtaget. Håbløsheden. Eller kærligheden. Mens jeg sidder her og tænker på dig forsøger jeg at forstå meningen med det hele. En tåre presser sig på. Men vil ikke ud. Pakker den i stedet ind. Gemmer den væk. Ned. Til alle de andre ting man samler på og ikke kan forstå. Livet går videre. Man forbliver en parentes. For nogen er den større end andre. Men livet går videre. Bladrer igennem nyhedsstrømmen. Seneste breaking diskuterer hvorvidt hæve-sænke-borde på hjemmearbejdspladsen skal sikres ved lov. Og ret. Menneskeligt. Måske. Og alligevel helt absurd. Vi fordyber os i retten til at stå op. Hjemme. Men ænser ikke dem der bare prøver at stå. Op. I årevis forsøger de at hæve sig over modløsheden, men ender i sidste ende med at sænke sig selv helt ned i mørket. Nu blot et minde. Ære være dit.