Det er som om ungerne prøver at fortælle mig noget. Nemlig. Ingenting. Hverdag. Omvendt forstår de heller ikke når jeg skal forklare en dag med online møder, resultatkontrakt og forretningsmodeller. Vi spiser derfor vores aftensmad hurtigt. På den måde kan vi komme ud og gøre noget både far og barn kan forstå. Vandkamp og trampolin.
Glem bordfodbold. Massageordning. Og fri telefon. Jeg har kun ét punkt på dagsordenen til fremtidens APV. MUS. Og lønsamtale: Fri adgang til trampolin i arbejdstiden. Det eneste der synes at skabe ægte trivsel på arbejdspladsen.
Det her er mit spot. Husets sjæl. Nerve. I overgangen mellem køkken. Og have. Leverpostej. Og trampolin. Hvis jeg var ryger ville det være her jeg dulmede nerverne med en smøg. Eller opkvikkede farkroppen med en sort kop kaffe. Det gør jeg ikke. Men jeg sidder her. Hele sommeren. Nyder matriklens sidste aftensol. Imens konen putter ungerne. Og når de ikke sover sidder de lige her. Leger. Synger. Plager. Om is. Jordbær. Chokolade. Knækbrød. Saftevand. Og jeg giver mig. Fordi jeg er for blød. Og fordi det er her jeg vil sidde sammen med dem. Det er herfra min verden går. Sådan er det i hvert fald blevet. Herfra man smuglytter til naboens samtaler. Herfra man bliver mindet om at det er tid til at slå græsset. Klippe hækken. Herfra jeg ser mine børn udføre ting på trampolinen som de ikke var i stand til sidste år. Det er det første sted jeg satte mig da vi overtog huset. Skræmt. Fra vid og sans. Over udsigten til et uoverskueligt byggeprojekt. Og en gravid kone. Det bliver sikkert også det sidste sted jeg sætter mig. Den dag jeg er tvunget til at sælge. Fordi knæene ikke kan klare trapperne. Eller fordi alderen gør mig for forvirret til at passe det. Så vil jeg sætte mig her. Og tage det hele ind. Det her er mit spot.
@provinsfar
Hvad er lyden af villavej. Et træt ansigt. Forårssol. Varmen hjælper. En stær kvidrer i træet. I nærheden. Skarpt forfulgt af spurve fra busken. Duen gider ikke. Den kigger dovent ned fra sin lygtepæl. HjemIs-bilen ringer. Kommer nærmere. Et fly på tværs af himlen. Hvid streg. Blå himmel. Bevæger sig hurtigere end lyden. Et nys af pollen drysser fra de høje birketræer. Fyraften. Starter en streng af plæneklippere i nabolaget. Vinden får de visne bøgehække til at rasle. Venter som de sidste på at springe ud. Naboens børn hopper i trampolin. En motorcykel gasser op. Suser forbi. Spiser ude. Forår. Inden hvepsesæsonen stresser måltidet. Med viftende håndled. Og klask med smækkeren. I haven. Tidligere betød det en duft af kul. Og tændbriketter. I dag. Blot et par klik-lyde til at antænde gasgrillen. Holder fast. Spiser. Skyggerne overtager terrassen. Ulvetimen sætter ind inden kullene bliver varme. Grædende børn. Skyldes primært tanken om kogte broccoli. En forælders lod her i livet. Spis. Ellers er der ingen HjemIs. Til dessert. Roen sænker sig. Duen er fløjet. Havedøren smækker. Lyden af villavej. Nogenlunde i den dur.
@provinsfar
Provinsfar 