Tag: trummerum

Tube uden låg

Håbet var at en lille måned i troperne ville lette dagligdagen. Ingen madpakker eller flyverdragter der overdøver morgenritualet. I stedet udsigt til klipklappere. Badeshort. Solbriller. Videre. Men det modsatte har vist sig. Møder i stedet dagen. Varmen. Med en allergisk reaktion. En økologisk solcreme sender mig til tælling. Faktor 30. Da hævelsen lægger sig hen af eftermiddagen må jeg til lægen. En tur i poolen har fjernet hørelsen. I øvrigt det tredje kontinent hvor øret kræver et lægebesøg. Sidst det skete var i Liberia. Hos en god ven bosiddende i Monrovia. Her placeres jeg på et stålbord. Vipper. Fanen skratter i baggrunden. Den lokale læge kigger opgivende på mig. Med en vis skepsis undrer jeg mig over at jeg skal have en lang, spids og brugt stålpind ind i øret. En udefinerbar, udtørret creme ligger på bordet. Tube uden låg. - Don’t worry. This is medicine made by the white man. Han griner. Lægen. Jager den spidse metalpind ind i øregangen på mig. Resterne af den udtørret creme følger samme vej. Seancen koster mig en formue. Men virker. Dag 2. Tilbringer dagen i sengen med opkast og dårlig mave. Jeg har boet næsten 10 år i troperne. Sammenlagt. Uden at det tilsyneladende har har gjort mig synderligt hårdfør. Skrøbelighed frem for alt. Dag 3. Solcreme. Øredråber. Mavepiller. Babypudder. Følsomme inderlår. Næsespray. Morgenritualet i troperne trækker ud. Resten af familien sidder tålmodigt og venter.

Håbet var at en lille måned i troperne ville lette dagligdagen. Ingen madpakker eller flyverdragter der dominerer morgenritualet. I stedet udsigt til klipklappere. Badeshort. Solbriller. Videre. Men det modsatte har vist sig. Møder i stedet dagen. Varmen. Med en allergisk reaktion. En økologisk solcreme sender mig til tælling. Faktor 30. Da hævelsen lægger sig hen ad eftermiddagen må jeg til lægen. En tur i poolen har fjernet hørelsen. I øvrigt det tredje kontinent hvor øret kræver et lægebesøg. Sidst det skete var i Liberia. Hos en god ven bosiddende i Monrovia. Her placeres jeg på et stålbord. Vipper. Fanen skratter i baggrunden. Den lokale læge kigger opgivende på mig. Med en vis skepsis undrer jeg mig over at jeg skal have en lang, spids og brugt stålpind ind i øret. En udefinerbar, udtørret creme ligger på bordet. Tube uden låg. – Don’t worry. This is medicine made by the white man. Han griner. Lægen. Jager den spidse metalpind ind i øregangen på mig. Resterne af den udtørret creme følger samme vej. Seancen koster mig en formue. Men virker. Dag 2. Tilbringer dagen i sengen med opkast og dårlig mave. Jeg har boet næsten 10 år i troperne. Sammenlagt. Uden at det tilsyneladende har har gjort mig synderligt hårdfør. Skrøbelighed frem for alt. Dag 3. Solcreme. Øredråber. Mavepiller. Babypudder. Følsomme inderlår. Næsespray. Morgenritualet i troperne trækker ud. Resten af familien sidder tålmodigt og venter.

Pusterum

Sendt i byen for at handle. Distræt da jeg endelig når frem til Kvickly. Kæmper med at huske de tre ting på indkøbssedlen som stadig ligger derhjemme. På køkkenbordet. Blikket flakker. Febrilsk. Igennem hylden med delikatesser. De begyndende svedperler møder kulden fra frysedisken. Panden bider. Kigger op. Rundt. Omkring mig ser jeg kun kvinder på min egen alder. Godt og vel. Lige bortset fra en ældre dame der målrettet triller mod hylden med fernet branca. Supermarkedets neonbelysning afslører salige, omend trætte, blikke. Kvinderne. Ude for at udnytte en sjælden mulighed for at komme væk. Hjemmefra. Blot for en stund. Også selvom den primært består af et smut forbi frugt og grønt. Og pålægshylden til næste uges madpakker. Oser blidt forbi udvalget af konserves. Tomat. Mængden af makrel i indkøbskurven afslører at de er mødre. På jagt efter de små oaser i hverdagen. Trække vejret og tænke på sig selv. Med eller uden slagtilbud på køkkenruller. Jeg tørrer sveden af panden. Tager chancen og griber ud efter noget økologisk. Så kan det da ikke gå helt galt. Triller hjem.