Tag: villakvarter

Snevejr

Elsker den nyfaldne sne. Roen sænker sig med i takt med hver fnug der daler. Kælk. Røde kinder. En snebold der flyver. Rammer. Smelter ned i den lille åbning mellem hue og jakke. Et øjebliks gys i nakken. Grin. Leg. Varm kakao. Sneen falder så det er med at komme ud. Hurtigt. Rydde fortovet inden naboen. Det eneste tidspunkt på året, hvor jeg føler jeg kan være lidt foran på hus- og havevedligehold. Signalere et overskud der ikke er der. Desværre smelter sneen hurtigt. Og med den. Illusionen. Men for en kort stund elsker jeg den nyfaldne sne.

Elsker den nyfaldne sne. Roen sænker sig med i takt med hver fnug der daler. Kælk. Røde kinder. En snebold der flyver. Rammer. Smelter ned i den lille åbning mellem hue og jakke. Et øjebliks gys i nakken. Grin. Leg. Varm kakao. Sneen falder så det er med at komme ud. Hurtigt. Rydde fortovet inden naboen. Det eneste tidspunkt på året, hvor jeg føler jeg kan være lidt foran på hus- og havevedligehold. Signalere et overskud der ikke er der. Desværre smelter sneen hurtigt. Og med den. Illusionen. Men for en kort stund elsker jeg den nyfaldne sne.

Forlænget spilletid

Flader ud på sofaen mens konen putter ungerne. Endnu en ligegyldig fodboldkamp flyder ud af TV’et og jeg beslutter mig for at gå en tur i stedet. Rejser mig. Børster småkagekrummerne af brystkassen. Et sidste lille stykke ligger alene tilbage i den fordybning jeg har efterladt i sofaen. Gemt. Næsten glemt. Mellem puderne. Vinden tager til i det jeg trasker ud i mørket. Folks oplyste stuer lyser gaden op. Alle er hjemme for tiden. Kan ikke lade være med at skule ind. Vindue. Efter vindue. Et enkelt flygtigt blik idet jeg trasker forbi. Alle stuer synes at være skåret over samme tema. Art-print og Ilva-møbler der sirligt indrettes så det passer til fjernsynet. Der fylder. Dominerer billedet ift. stuens størrelse. Styrer. Forstyrrer. Samtalen. Omvendt giver det mig mulighed for at få løbende opdateringer fra den fodboldkamp jeg forlod. Forlænget spilletid i nabolaget.

Flader ud på sofaen mens konen putter ungerne. Endnu en ligegyldig fodboldkamp flyder ud af TV’et og jeg beslutter mig for at gå en tur i stedet. Rejser mig. Børster småkagekrummerne af brystkassen. Et sidste lille stykke ligger alene tilbage i den fordybning jeg har efterladt i sofaen. Gemt. Næsten glemt. Mellem puderne. Vinden tager til i det jeg trasker ud i mørket. Folks oplyste stuer lyser gaden op. Alle er hjemme for tiden. Kan ikke lade være med at skule ind. Vindue. Efter vindue. Et enkelt flygtigt blik idet jeg trasker forbi. Alle stuer synes at være skåret over samme tema. Art-print og Ilva-møbler der sirligt indrettes så det passer til fjernsynet. Der fylder. Dominerer billedet ift. stuens størrelse. Styrer. Forstyrrer. Samtalen. Omvendt giver det mig mulighed for at få løbende opdateringer fra den fodboldkamp jeg forlod. Forlænget spilletid i nabolaget.